Det var med blandede følelser, at deltog i en debat på Folkemødet på Bornholm. Overskriften for debatten var "Udsatte børn og unges stemmer er tavse i socialdebatten".
Det fik mig til at reflektere, og jeg vil nu dele en erfaring, som peger på flere alvorlige dilemmaer i samfundets arbejde med udsatte borgere.
Læs Startsskuddets blogs fra hverdagen på bosteder
Startskuddet er et helhedsorienteret socialpædagogisk og socialpsykiatrisk behandlingstilbud for børn og unge fra 12 år og opefter samt uledsagede flygtningebørn og unge over 18.
Læs flere indlæg fra Startskuddets blog om hverdagen i virkeligheden for udsatte borgere lige her.
Sidste år måtte vi nemlig gribe til, hvad jeg selv vil betegne som "yderligheder", på det behandlingssted, hvor jeg er direktør. Vi gik til politiet på baggrund af et medies interesse i de unges stemme. En interesse, der gik ud over de unge og som mediet bare efterfølgende bare kunne vende ryggen til.
Udsatte unge er godt tv
En tidligere medarbejder havde indgået et samarbejde med en journalist med henblik på at rekruttere unge fra vores bosteder til en kritisk tv-udsendelse. Godt et års tid tilbage havde denne tidligere medarbejder været ansat hos os i et par måneder, indtil ledelsen måtte erkende, at her var tale om en fejlslagen ansættelse.
Vedkommende ex-medarbejder havde tilsyneladende set en mulig oprejsning i at agere socialfaglig vurderingsekspert i en afslørende tv-dokumentar. Flere af vores unge blev i tiden derefter kontaktet via sms og facebook af denne person samt nogle journalister, som arbejdede på at lave en tv-udsendelse.
Udleverede private oplysninger
En af journalisterne skrev til en ung, at journalisten havde fået vedkommendes kontaktoplysninger fra den tidligere medarbejder. Ex-medarbejderen havde således videregivet personlige oplysninger om anbragte unge på sit tidligere arbejdssted, hvilket er ulovligt.
Det er brud på tavshedspligten, og vi indgav derfor en politianmeldelse. Det modsatte ville have været en hån mod de unge, som skal kunne forvente, at deres private oplysninger holdes privat. Vi følte os imidlertid senere nødsaget til at ændre holdning på dette punkt.
Negativ påvirkning
De meget intense kontaktforsøg, der fandt sted fra journalisterne og ex-medarbejderen, påvirkede flere af de unge i en yderst negativ grad. De unge har hver deres komplekse problemstillinger og blev hver især påvirket på forskellig måde. Det rager for vidt at udrede dette i et blogindlæg, men fælles for dem var, at de blev forstyrret på en meget uhensigtsmæssig måde midt i et behandlingsforløb.
Ødelæggende afbrydelse
Ingen journalist kunne vel drømme om at brase ind ad døren til en operationsstue for at udspørge patienten, men det er faktisk det der ofte foregår på det sociale område. Journalister - ofte hjulpet på vej af detroniserede tidligere ansatte - kontakter disse unge med påstand/besked om, at der foregår noget helt forkert eller ulovligt på deres opholdssted, og spørger om de vil "snakke".
Vi har at gøre med nogle sårbare unge mennesker, som ofte har enormt svært ved at føle tryghed i deres egen situation, og som har enormt svært ved at have tillid til andre. Når en journalist kommer brasende ind ad døren til den unges behandlingsrum på den måde, så nedbryder journalisten det behandlingsarbejde, der er i gang, og sætter typisk den unges udvikling tilbage på disse områder.
Journalisten vil typisk forklare sig med, at en eller flere tidligere medarbejdere, har fortalt, at det er virkelig slemt fat på den pågældende institution. Og her har det i min erfaring ingen betydning for en journalist, hvor længe disse medarbejdere har været ansat, under hvilke omstændigheder, deres ansættelse ophørte, eller hvilken faglig erfaring de kan dokumentere. At Socialtilsynet og andre kontrollerende myndigheder i øvrigt siger god for institutionen har heller ingen synderlig værdi for journalisten.
Ingen historie
Ovennævnte forløb endte med ingenting. Journalisterne konkluderede, at der ikke var nogen historie, så behandlingsstedet undgik en ærgerlig og uberettiget medieomtale. Men for de unge var der allerede sket skade.
Jeg vil ikke give journalisterne og ex-medarbejderen skylden for, at de pågældende unges situation generelt er blevet forværret efter forløbet, men faktum er, at flere af dem har haft en opblussen af problematikker. Faktisk i en sådan grad, at vi har vurderet, at det vil være forkert at holde fast i politianmeldelsen for det brud på tavshedspligten, som sandsynligvis var det, der satte det hele i gang.
Anmeldelsen måtte opgives
For sagen er, at vores anmeldelse har ligget hos politiet i cirka et halvt år, inden ordensmagten tog fat i den. Og fra politiet forlyder det, at vi skal forberede de unge på at skulle vidne i retten, såfremt anmeldelsen fører til en sag. Og det er helt sikkert ikke en oplevelse, de pågældende unge vil have gavn af i deres nuværende situation. Tværtimod. Havde politiet taget sagen op, den gang vi indgav anmeldelsen, havde det imidlertid været en anden sag.
Lær af hinanden
Tænk hvis de kommunale sagsbehandlere og den regionale psykiatri havde samme ressourcer til at få de udsatte unge i tale, som visse dele af pressen har. Tænk hvis pressen i højere grad besad den respekt for de udsattes situation, som trods alt findes i det faglige miljø. Og tænk hvis det faglige miljø var lige så forbandet opsat som pressen på at finde ud af, om de unge får det, de har brug for.
Så kunne det være, at de udsatte børn og unge i det mindste kunne høre sig selv.
