Bedre patientforløb med videokonferencer

29/08/2012 11:15

Halsnæs Kommune

Frederikssund Hospital, Halsnæs Kommune og fem lokale lægehuse afprøver brugen af videotelefoner. Det skal sikre et bedre patientforløb efter udskrivelse.

”Der er behov for en styrket dialog mellem hospital, kommune og praktiserende læger i forbindelse med udskrivning af patienter og opfølgning på udskrivelsen. Videokonferencen skal være med til at sikre bedre kvalitet og kontinuitet således, at borgeren - efter udskrivningen – oplever et sammenhængende forløb. Det skal med andre ord være til gavn for borgeren. Det skal også være til gavn for fagpersonerne, der gerne skulle få et hurtigere overblik over borgerens situation”, siger Birgit Gundorph-Malling, sundhedschef i Halsnæs Kommune.
"Vi ønsker med dette tiltag at styrke samarbejdet mellem de forskellige aktører i sundhedsvæsenet med henblik på at sikre at vi undgår uhensigtsmæssige genindlæggelser, ved hurtig og smidig dialog mellem de involverede sundhedsfaglige parter og patienten," siger Gert Hagelskjær, Vicedirektør på Frederikssund Hospital.
Målgruppen er komplekse patienter med hjertesygdom, der er indlagt på Frederikssund Hospital kardiologisk - endokrinologisk afdeling og bosiddende i Halsnæs Kommune.
Projektets redskab er videobaserede udskrivningskonferencer. Det vil sige at patienten, pårørende, hospital, kommune og praktiserende læge holder møde via videotelefoner. Videotelefonerne er opsat på hospitalet og ude hos fagpersonerne i kommunen. Fra kommunen deltager: visitationen og hjemmesygeplejen. Hvis borgeren bor på et plejecenter deltager plejecentret. Hvis der er tale om genoptræning deltager kommunens genoptræningsenhed. Slutteligt deltager patientens egen læge.
”Videotelefoner er en kendt og afprøvet teknologi. Men det nye i projektet er at få samarbejdet mellem fagpersonerne til at fungere. Vi taler om medarbejdere fra tre forskellige arbejdskulturer- der skal samarbejde om rutiner, der skal indgå i en ny og fælles arbejdsgang. I Halsnæs Kommune tror vi på en stor gevinst både for vores borgere og for kommunens visitation, hjemmesygepleje og plejecentre. Forventningen er, at de erfaringer, vi får, kan danne grundlag for flere fremtidige tiltag” udtaler Birgit Gundorph-Malling.
På det indkaldte mødetidspunkt ringes deltagerne op. Via skærm og mikrofon afholdes mødet hvor deltagerne er i dialog omkring indlæggelsen, specielt omkring behovet for medicin og opfølgning efter udskrivning.
Herved kan der gennemføres en direkte dialog mellem patienten, de pårørende og sundhedsvæsenets parter i en udskrivelsessituation, der traditionelt har budt på problemer med hensyn til sikring af kontinuitet, koordination og kvalitet. Mødekredsen er desuden udvidet til at inkludere både hospitalslægen og den praktiserende læge. Lægerne har ikke tidligere deltaget.
De praktiserende læger ser en række fordele ved at indgå i et tættere samarbejde.
”Det at vi blandt andet kan kommunikere direkte med hospitalets læge er med til at sikre kvalitet i overleveringen. Jo bedre styr der er på medicin og opfølgning i eget hjem jo bedre er det for borgeren. Vi kan herved forebygge akutte hjemmebesøg,” forklarer Liselotte Rønne Jørgensen, praktiserende læge på Strandvejen 83 i Hundested.
Frederikssund Hospital, Halsnæs Kommune og fem lokale lægehuse er gået sammen om et partnerskabsprojekt, der skal sikre bedre patientforløb og færre genindlæggelser for borgere i Halsnæs Kommune.
Projektet har fået midler af Region Hovedstadens forebyggelsespulje til at gennemføre op til 60 videokonferencer frem til december 2012. Projektet evalueres løbende så konceptet kan tilrettes efter behov. På baggrund af en endelig evaluering forventes projektet udbredt til andre afdelinger på hospitalet og med andre målgrupper.

Mest Læste

Annonce