Borgerportæt, skatteyder

31/05/2011 16:59

Administrator

Damerne på Borgerservice "Jeg føler mig meget mere tryk ved at gå ned på Borgerservice, når jeg ar et spørgsmål om min skat eller skal have ændret mit fradrag. De ved, hvad de laver. Det ved jeg ikke, når det gælder SKAT. Skatteyder, automekaniker, 21 år

Dennis kan godt lide at have styr på sin økonomi. Han har lagt budget, han har tilmeldt sig PBS, og han har næsten aldrig overtræk, selvom at det kan være svært at få pengene til at slå til. Han er lige flyttet sammen med sin kæreste Thilde, som læser HF. Til sammen har de 2.000 kroner til mad, benzin og fornøjelser, når de faste udgifter er betalt.

Dennis har en mappe til sine skattesager og tjekker også sin årsopgørelse på nettet. Hans far har lært ham, at han skal gå ned på Borgerservice, hver gang han har får et nyt job, hvis han vil være sikker på at undgå at få et skattesmæk. Personalet på Borgerservice sørger for at fortælle det til SKAT, hvis hans nye job har nogen betydning for hvad hans fradrag og trækprocent. Dennis beder dem om at sætte hans indtægt lidt højere end dét, han regner med, så han kan være sikker på at få penge tilbage: ”Det er en fed fornemmelse at få en sjat tilbage, men jeg har hørt, at SKAT er begyndt at justere det løbende, så man ender på 0. Sidste år fik jeg 9000 kroner tilbage. I år fik jeg kun 1000 kroner. Det er lidt nederen.”

Borgerservice ligger et stykke fra Dennis lejlighed i Nykøbing Falster, men han tager alligevel derned, hver gang han er i tvivl om sine skattesager. Han kunne ikke finde på at rette sine skatteoplysninger på nettet.

”Renteudgifter til pengeinstitutter? Arbejdsgiveradministreret kapitalpension? Jamen, jeg aner ikke, hvad det betyder. Jeg har aldrig fået at vide, hvad alle de ord betyder for mig.” siger han og begynder at grine, da han bliver spurgt, om hans far ikke kunne hjælpe ham.
”Min far kan ikke engang tænde for en computer. Han er sådan en type, som stadig har en bankbog.”

Alligevel har Dennis tænkt sig at sætte sig mere ind i skattesystemet på et tidspunkt, for der er nogle ting, som undrer ham. Sidste år oprettede han et banklån, fordi han blev nødt til at trække over, mens Thilde var arbejdsløs i nogle måneder. Det burde betyde noget for hans fradrag, mener han, men hvad ved han ikke.

”Min klassekammerat får for eksempel hele sin løn for skolepraktikken udbetalt, fordi han har et banklån. Da jeg hørte det, tænkte jeg, at det burde jeg vel egentlig også, for vi har jo også et lån. Men jeg ved ikke, hvordan man gør?”

Indtil videre nøjes Dennis nu med at sørge for, at han altid får tilsendt sin årsopgørelse på papir. Det føles bedst. Og selvom det nogle gange kan være lidt besværligt at tage hen på Borgerservice for at få hjælp til skattesagerne, så har han tænkt sig at blive ved med det. ”Jeg ville aldrig turde gå ind og rode med min egen skat på nettet. Det ville jo være virkeligt ærgerligt, hvis jeg gjorde noget forkert og så fik et kæmpe skattesmæk.”

Mest Læste

Annonce