Borgerservice flytter på Næstved Hovedbibliotek

18/12/2012 14:08

Næstved Kommune

Længere åbningstider, lettere at komme til og mere fokus på at hjælpe folk til at blive digitale – det et er nogle af de gevinster, som Næstved Kommune håber, at folk vil opleve, når Hovedbiblioteket på Kvægtorvet slår dørene op for Borgerservice, den 2. januar 2013.


I år har der været ca 61.170 personlige henvendelser i Borgerservice i Rådmandshaven – alene 4.427 om kørekort og 6.074 om pas. Disse mennesker har nu en god anledning til også at låne en god bog eller film med hjem.

”Vi synes, det giver god mening at flytte borgerservice fra administrationsbygningen i Rådmandshaven til Hovedbiblioteket på Kvægtorvet,” fortæller borgmester Carsten Rasmussen: ”Der er flere ting, der bliver mere praktiske for borgerne, og man kan jo sige, at borgerservice meget handler om at undervise folk i it og hjælpe dem med at blive selvhjulpne – og det er de gode til på bibliotekerne. For os som kommune handler det jo om, at så mange som muligt skal betjene sig selv, så vi kan få flyttet kræfterne over på andre velfærdsområder.”

Fortsat kultur på biblioteket
Selvom biblioteket får en ny funktion, kommer det dog ikke til at gå ud over de ’klassiske biblioteks-tilbud’.

”Jeg er stolt af bibliotekerne i vores kommune, som gør et godt stykke arbejde med at formidle viden og give folk gode oplevelser. Det vil de blive ved med. Biblioteker har tradition for at tage nye opgaver til sig og for at klare opgaverne rigtig godt. Jeg håber alle borgerne bruger deres bibliotek både til at mødes, låne bøger, musik mv. og til alle de borgerservice ydelser, som den enkelte kan have brug for. Bibliotekerne er i gang, også Hovedbiblioteket i Næstved by fra 2. januar, så bare mød op,’’ siger en glad Anne Grete Kamilles, formand for Kulturudvalget.

I år har biblioteket haft lidt over 460.000 besøgende, afholdt 163 arrangementer og 63 it-introduktioner for alle aldersgrupper.

Borgerservice-succes i de mindre byer
Siden 2010 har der været borgerservice på bibliotekerne i Fuglebjerg, Glumsø og Fensmark. Og her i august åbnede det nye Korskilde bibliotek i Tappernøje også for borgerservice-betjening. ”Det fungerer rigtig godt med borgerservice i de mindre byer. Folk er glade for at kunne hente pas og kørekort og få hjælp lokalt. Så man kan jo godt sige, at de inde i Næstved by nu endelig er kommet med på vognen ,” fortæller Lene Koustrup Madsen, formand for Lokaldemokratiudvalget, med et glimt i øjet.

Et nyt look
På hovedbiblioteket og i Rådmandshaven arbejder de ansatte lige nu for at få hele logistikken til at gå op. Maskiner er ved at blive flyttet, og på biblioteket bliver der sat nye betjenings-områder op.

”Medarbejderne har virkelig knoklet får at for det hele til at gå op, og for at få de to personalegrupper til at finde fælles fodslag, fortæller Nanna Stryhn leder af Næstved Bibliotek & Borgerservice. ”Vi når at komme på plads med det meste, dog må vi til en start benytte et gammeldags papir-nummersystem, indtil vores nye elektroniske system er programmeret færdigt i Sverige .Vi har til gengæld lavet vagtplaner, så der i den første tid, vil være flere ansatte til at guide folk de rigtige steder hen og hjælpe dem.”

Indvielse
Det nye Næstved Bibliotek & Borgerservice på Kvægtorvet bliver officielt indviet onsdag den 2. januar kl. 10.00 Her vil være taler, snoreklipning, musikalsk underholdning fra BiblioteKoret og lidt til ganen.

Mest Læste

Annonce