Brugersamarbejde, hverdagsliv og samfundsmæssig deltagelse

Introduktion Som underviser af sundhedsprofessionelle på grunduddannelses- og eftervidereuddannelsesforløb, oplever jeg mange tilbagemeldinger om vanskelighederne ved brugersamarbejdet i rehabiliteringen - dvs. idealet om at arbejde på grundlag af borgerens forståelse af situationen, vedkommendes betingelser og forudsætninger. En teori-praksis-problematik. Det førte til et ønske om en mere systematiseret viden og analyse af emnet.


Beskrivelse af aktivitet og forløb m.v. (uddybende beskrivelse af den aktivitet eller den problemstilling historien handler om med inddragelse af et eller flere af elementer i rehabiliteringsbegrebet / -tænkningen)


Jeg foretog to mindre undersøgelser: Først en kvalitativ undersøgelse, hvor jeg interviewede to brugere individuelt umiddelbart efter de havde afsluttet et langt (knap et års) rehabilitering som følge af at have pådraget sig en svær fysisk funktionsnedsættelse. Herefter fulgte en kvalitativ undersøgelse af sundhedsprofessionelles perspektiver på brugersamarbejdet. Konkret blev der foretaget individuelle interviews med 3 ergoterapeuter, der har længere tids erfaring med rehabiliteringspraksis. Fokus var deres oplevelse af brugersamarbejdet med borgere i længere rehabiliteringsforløb efter akut opstået svær fysisk funktionsnedsættelse. Såvel undersøgelsen af brugerperspektiver som undersøgelsen af de sundhedsprofessionelle perspektiver blev analyseret ud fra en socialpsykologisk tilgang.


På baggrund af undersøgelsen tegnede der sig et billede, hvor begge parter i samarbejdet lag-de vægt på nedenstående områder:


SELVFORVALTNINGS KOMPETENCER
Borgerne oplevede, at der var en sammenhæng mellem at være en kompetent forhandler og graden af inddragelse i beslutningsprocesser. Dette var dels baseret på egne oplevelser, dels
baseret på observationer af medpatienter. De sundhedsprofessionelle oplevede ligeledes, at når borgerne havde begrænsede forhandlings-/kommunikative forudsætninger eller motivation
for deltagelse - eller manglede erkendelse af situationen - så reducerede det mulighederne for indflydelse og samarbejde i rehabiliteringsforløbet.


HVERDAGSLIVSORIENTERING
Borgerne syntes, at de selv måtte koble det de lærte i træningen til deres daglige livsførelse.
De havde behov for en større sammenhæng mellem rehabiliteringstiltagene og den daglige livsførelse, som den udspillede sig i hverdagen på rehabiliteringsafsnittet. På trods af et stort ønske om at deltage i beslutningsprocesser, mente borgerne imidlertid, at det kunne være en stor byrde at skulle træffe beslutninger om en fremtidig livsførelse - et fremtidigt liv - efter endt rehabilitering. Dels fordi fremtiden kunne virke uoverskueligt i sig selv, dels fordi der
skulle tages stilling til forhold, de ikke mente de havde kompetence til/forudsætninger for at overskue konsekvenserne af.
De sundhedsprofessionelle fortalte, at mange borgere ønsker at fokusere på kropsfunktioner i rehabiliteringen frem for på daglig livsførelse. At håbet om at "komme sig" kan stille sig i vejen for at tale om en fremtid med svær funktionsnedsættelse. Det stillede terapeuterne i et dilemma mht. brugersamarbejdet- skulle de følge borgerens ønske om at træne kropsfunktion eller insistere på en hverdagslivsorientering? Terapeuterne oplevede oftest, at intervention relateret til borgernes hverdagsliv viste sig at være mere brugerorienteret, netop fordi det i denne praksis var borgeren selv, som trådte tydeligt frem. Generelt var det sådan, at hvis borgerne var meget kriseprægede, så reducerede det inddragelsen af dem i samarbejdet - ikke mindst hverdagslivsorienteringen - i en form for beskyttelse
fra svære beslutninger.


DEN SAMFUNDSMÆSSIGE DELTAGELSE OG OMGIVELSES DIMENSIONEN
De fysiske rammer i og udenfor rehabiliteringsafsnittet har haft stor betydning for borgerne:
Adgang (eller manglende adgang!) til fællesfasciliteter, svømmehal, træningsrum, køkkener, have, eget hjem osv. havde en klar relation til oplevelsen af et personligt handle- og råderum.
Borgernes muligheder for deltagelse i sociale og fysiske miljøer både i og uden for rehabiliteringsafsnittet, vurderes ligeledes af de sundhedsprofessionelle som en fremmende faktor ift. brugersamarbejdet. Muligheden for afprøvning af forskellige interesser, for idet hele taget at få nogle hverdagslivs relevante handleerfaringer, gav bedre forudsætninger og motivation for samarbejdet.


Betydning

Der ser især ud til at være behov for særlig opmærksomhed på borgere, der tilsyneladende har begrænsede selvbestemmelses- /selvforvaltningskompetencer, eller som er i krise.


Borgerne kan mangle forudsætninger for samarbejdet, blandt andet i form af mindre grad af selvforvaltningskompetencer, manglende handleerfaringer med ny kropsidentitet, manglende viden om konsekvenser af valg.


Kropslig træning kan med fordel relateres til den daglige livsførelse på sengeafsnit og andre steder i rehabiliteringskonteksten, så det ikke bliver borgerens egen opgave at omsætte rehabiliteringstiltagene
til eget hverdagsliv. Hverdagslivsorienteringen under rehabiliteringen styrker brugernes subjektive udbytte af rehabiliteringstiltagene og dermed lyst til og forudsætninger for at indgå i samarbejde med de sundhedsprofessionelle.


Indretningen på rehabiliteringsafsnittet kan via tilbud om forskelligartede aktiviteter øge oplevelsen af rådighed over eget rehabiliteringsforløb og øge muligheden for handleerfaringer og
dermed forudsætningerne for deltagelse.


Der er generelt behov for at have fokus på muligheder for handleerfaringer med en ny kropsidentitet.
Færden i forskellige fysiske og sociale miljøer udenfor rehabiliteringsafsnittet styrker forudsætninger for deltagelse i beslutningsprocesser.


Fremmende/hæmmende faktorer

Styrkelse af de sundhedsprofessionelles kompetencer:
Der er behov for at adressere de vanskeligheder de sundhedsprofessionelle har med at omsætte idealer om brugersamarbejde til praksis, så samarbejdet inkluderer alle borgere. Det kan være viden og færdigheder ift. at kunne analysere og agere ift tilsyneladende modstand/manglende motivation/manglende erkendelse etc fra borgerens side. Større viden om brugersamarbejde/kommunikation/magtrelationer for sundhedsprofessionelle er en forudsætning for bedre brugersamarbejde.


Styrkelse af borgernes kompetencer og forudsætninger:
Via empowerment strategier kan borgerens forudsætninger for deltagelse i beslutningsprocesser i eget rehabiliteringsforløb styrkes. Her skal med baggrund i ovennævnte undersøgelser især nævnes: Mulighed for handleerfaringer i og uden for rehabiliteringsafsnittet i form af ad-
gang til mangeartede aktiviteter/kontekster samt mulighed for deltagelse i egne relevante hjemlige/ arbejdsmæssige sam- og forståelse for - sygdommen og de forskellige rehabiliteringstiltag,
så borgerens er bedre stillet mht. de mange valg og beslutninger rehabiliteringstiltagene byder på.
 

Hverdagsliv og samfundsmæssig deltagelse:
Det er vigtigt at relatere rehabiliteringens mangeartede tiltag til dagligdagen på rehabiliteringsafsnittet, når det er muligt. Selvom der, især i starten (og gennem forløbet), ofte er primært fokus på kropsfunktionsnedsættelsen, så kan hverdagslivsorienteringen give større indsigt i tiltagenes relevans og derved også større forudsætninger for meningsdannelse om indsatsen.


Efterhånden som rehabiliteringsprocessen skrider frem, og hverdagslivsorienteringen umiddelbart får mere betydning, må organiseringen af rehabiliteringsindsatsen rumme mulighed for
styrkelse af den samfundsmæssige deltagelse. Dette for at optimere indsatsen ift hensigten med rehabiliteringsindsatsen - at opnå et selvstændigt og meningsfuldt liv.


Temaer

Sundhedsprofessionelles kompetencer for brugersamarbejdet i rehabiliteringen Kropsorientering kontra hverdagslivsorientering og samfundsmæssig deltagelse Potentialer i mulighed for deltagelse i fysiske-og sociale sammenhænge udenfor rehabiliteringsafsnittet.


Spørgsmål der kan rejses ud fra temaerne:


Hvordan styrkes de kommende sundhedsprofessionelles kompetencer på grunduddannelserne samt siden hen gennem efter-/videreuddannelse, til at indgå i et brugersamarbejde, som styrker den enkelte borgers særlige behov og forudsætninger for øget selvforvaltning i rehabiliteringen?


Hvordan finder man som sundhedsprofessionel en balance i brugersamarbejdet, som sikrer borgerens krav og ønsker om træning af kropsfunktion - men som samtidig medtænker hverdagslivsorienteringen?


Hvilken betydning har mulighed for deltagelse i fysiske og sociale omgivelser udenfor rehabiliteringsafsnittene for borgerens sociale og samfundsmæssige deltagelse efter end rehabilitering?


Kilder (udvalgte):
Borg,T. (2003)"Livsførelse i hverdagen under rehabilitering. Et socialpsykologisk studie." Ph.D.
afhandling. Aalborg Universitet.
Holzkamp,K.(1998) "Daglig livsførelse som subjektvidenskabeligt grundkoncept". I Nordiske
Udkast.
Sumsion og Law (2006)"A review of evidence on conceptual elements informing clientcentered practice"CAOT vol.73, pp153-162.

Praksishistorie nr. 42

Institution/Organisation: Professionshøjskolen Metropol, Ergoterapeutuddannelsen
Kontaktperson: Lektor Thea Wind [email protected]

Kilde: Praksishistorie 42 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer