Som ansat på et videncenter er en af mine opgaver at tilbyde undervisning indenfor vores fokusområde; sammenhængende forløb. Jeg har således været inviteret til at foredrage om den etiske dimension i sammenhængende forløb på et kursus for tværfaglige og -sektorielle kollegaer indenfor sundhedssektoren. Denne praksishistorie handler om én ældre kvinde og er fortalt af to af kursisterne ansat i sin hver sektor. Omdrejningspunktet for historien er overgangen fra endt rehabiliteringsforløb til eget hjem - professionsetiske, sektorielle og
strukturelle/juridiske sammenhængsproblematikker
Beskrivelse af aktivitet og forløb m.v.
Al rehabilitering handler om at give mennesker med nedsat funktionsevne de samme muligheder, som alle andre mennesker har, og dette ikke kun gennem fysisk genoptræning, men også gennem fokus på social deltagelse. Dette er udgangspunktet for dansk
rehabiliteringspraksis og for mange af de projekter vi arbejdet med i Forsknings- og udviklingsafdelingen.
Denne konkrete case handler om en kvinde på 78 år, der få år forinden har mistet sin mand, og derfor har følt sig tiltagende ensom og isoleret. Gennem det sidste årti har kvinden udviklet tiltagende slidgigt, osteoporose samt diabetes type II, hvorfor hun har været visiteret til det kommunale rehabiliteringstilbud. Tilbuddet var et otte ugers ophold, men intensiv genoptræning af især muskelstyrke og balancefunktion. I slutningen af opholdet vurderes det, at kvinden kan udskrives til eget hjem, idet hun har opnået den ønskede fysisk muskelstyrke og har forbedret sin balance og der sendes udskrivningsbrev til egen læge.
Fire uger efter udskrivelsen kontakter kvindens nabo sin hjemmehjælper, idet hun undrer sig over ikke at have set kvinden de sidste par uger. Hjemmehjælpen ringer på kvindens dør, men
kvinden svarer ikke. Herefter kontakter hjemmehjælperen hjemmeplejen, da hun undres over situationen og da hun mener, at et tilsyn hos kvinden er nødvendigt. En hjemmesygeplejerske
samt et par hjemmehjælpere kører ud til kvinden. De får kvinden til at åbne døren, og det bliver hurtigt klart for de professionelle, at kvinden er stærkt dehydreret, - svimmel, forvirret og uklar, og de beslutter sig for straks at ringe 112 for at indlægge kvinden.
Mens de venter på ambulancen pakker hjemmehjælperne lidt personlige ting sammen til kvinden, og hjemmesygeplejersken leder efter kvindens medicin. Hun finder flere pilleglas og en tom dosisæske, men ingen opgørelse over dosis af de forskellige medikamenter. Hun irriteres over dette og vælger derfor, i bedste mening, at lægge alle pilleglas i en pose for at sende den med kvinden på hospitalet.
På hospitalet modtages kvinden i akut skadestue, og personaler går straks i gang med at undersøge og behandle kvinden. De modtager ligeledes posen med diverse pilleglas og irriteres over, at hjemmesygeplejersken bare har sendt medicin med, uden at der foreligger en dosisbeskrivelse. Herefter ringer de til den kommunale hjemmepleje for at få de manglende oplysninger, men dem er hjemmesygeplejen ikke i besiddelse af, hvorfor de henviser til kvindens egen læge. Lægen har dog heller ikke et klart overblik over medicindosis, da han ikke har haft kontakt med kvinden, siden hun blev visiteret til rehabiliteringsopholdet. En større medicinudredning må derfor iværksættes.
Betydning
Denne konkrete hverdags historie har betydning på flere niveauer:
Rehabilitering defineres i Hvidbogen 2004 som "en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfyldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats”. På det personlige
niveau har det konkrete forløb afgørende og måske endda livstruende betydning for den 78 årige kvinde. Det kommunale rehabiliteringstilbud har været fysisk vellykket, men tilbuddet har ikke fulgt op på begrebets psykiske og sociale dimensioner.
På det professionelle niveau har casen ligeledes betydning, idet de kommunalt ansatte i hjemmeplejen dels undres over ikke at kende den 78-årige kvinde. De føler et ansvar for at gøre det bedste for kommunens borgere, og føler ikke at de lever på til egne forventninger.
Dels irriteres de over egen lægens manglende dosisbeskrivelser. Endvidere irriteres de hospitalsansatte over at modtage en pose medicin uden dosisbeskrivelser, og beskyldninger om kollegial inkompetence flyver gennem luften. De ønsker ligeledes at gøre det bedst mulige for
kvinden, og ikke at skade hende yderligere. Med andre ord giver casen grobund for interne og tværprofessionelle konflikter, - og dette uden at udskrivende part (den kommunale rehabiliteringsafdeling) og modtagende part (egen læge) drages til ansvar for manglende opfølgning af rehabiliteringsforløbet.
På det organisatoriske niveau viser casen, hvor svært det kan være at få samtlige dimensioner af rehabiliteringsbegrebet i spil i praksis på trods af gode intensioner. Mange professionelle skal på tværs af fag, traditioner, uddannelser, og sektorer informeres og i dialog for at forløbene kan forløbe optimalt fra kommunal visitation - rehabiliteringsforløb - udskrivning - opfølgning - efterforløb.
På det samfundsøkonomiske niveau er den konkrete case udtryk for manglende optimering af tildelte ressourcer (rehabiliteringsafdelingen har ikke fulgt op på udskrivelse af kvinden efter opholdet/egen læge har ikke tilset kvinden efter udskrivelsen), hvorved en fordyrende proces
sættes i gang da en medicinsk udredning af kvinden kræves.
Fremmende/hæmmende faktorer
Det er vanskeligt at målsætte og måle alle dimensioner af rehabiliteringsbegrebet med til tilgængelige mål- og måleredskaber. De psykosociale dimensioner kræver yderligere præcisering for at professionelle kan agere ud fra samme forståelse af de etiske principper om at gøre godt og ikke skade, kvantitative og kvalitative redskaber og mål.
Der savnes klare interdisciplinære og tværsektorielle beskrevne arbejdsgange og strukturer, der kan sikre optimale informationsveje samt fora for dialog. Information er ikke nødvendigvis tilstrækkelig, - det kræver dialog for at kunne praktisere rehabiliteringsbegrebet. Det betyder, at der er behov for kommunkationssystemer, der kan gå på tværs af sektorer. Det betyder endvidere, at der prioriteres plads til introduktion og anvendelse af kommunikationssystemerne i uddannelserne samt, at der politisk bevilliges midler til udvikling af sådanne, samt til efteruddannelse af personaler. At formulere sig med respekt for patienter/borgere er ikke altid opnåelig samtidig med politiske krav om tempo og effektivitet.
Sundhedsloven foreskriver i Kapitel 38, § 138 at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.
Af uklare grunde er dette ikke vurderet.
Sundhedsloven foreskriver i kapitel 7, § 41 at med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent
private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten. I forhold til casen, er det uklart hvorvidt et sådant samtykke foreligger, og dette kan derfor have en hæmmende effekt for det videre forløb.
En hæmmende faktor for implementering af rehabiliteringsbegrebet i praksis er det faktum, at begrebet formuleres flersidigt/holistisk, men at den samfundsøkonomiske praksis formuleres og struktureres fragmentarisk/sektor for sektor/kasse for kasse. Denne problematik kan ikke sådan lige ændres, da det reelt fordrer et holdningsskift i såvel borgeres, professionelles som politikeres forståelse af, hvordan sundheds- og socialsektoren skal forstås og struktureres. At tage udgangspunkt i det enkelte individ kræver etisk og pædagogisk kompetence, og ikke mindst kræver den fornødne tid til at spørge ind og lytte til.
Temaer
Det professionelle ansvar
- Hvis ansvar er det professionelle ansvar i overgangsfaserne?
- Hvordan kan overgangene fra fag til fag, fra sektor til sektor sikres ud fra borgerens bedste?
Tværfaglig, tværsektoriel kommunikation
- Hvordan kan man skabe solid og tryg tværfaglig og tværsektoriel kommunikation gennem rehabiliteringsforløbet?
- Hvilke samarbejdsmæssige og juridiske barrierer er der for tværfaglig og tværsektoriel kommunikation?
Uddannelse af rehabiliteringsprofessionelle/fungerende rehabiliteringsprofessionelle
- Hvad skal der til for at være tværfaglig kompetent efter endt monofaglig uddannelse?
Paradigmeskift
- Hvordan stimulerer man et paradigmeskifte indenfor rehabiliteringen?
- Hvordan kan rehabiliteringens tværfaglige dimensioner evalueres?
Praksishistorie nr. 46
Institution/Organisation: PH Metropol
Kontaktperson: Jeanette Præstegaard, [email protected]
Kilde: Praksishistorie 46 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010
