Senhjerneskadede med sproglige vanskeligheder efter en blodprop i hjernen og de rehabiliteringstilbud der er til denne målgruppe

Introduktion Yngre senhjerneskadede, der har taleproblemer og er kandidater til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, har på nuværende tidspunkt ikke adgang til et relevant intensivt ambulant rehabiliteringsforløb med fokus på talen, efter udskrivelse fra et af landets neurorehabiliteringscentre.

En 43 årig mand indlægges efter en blodprop i hjernen med svær afasi/sproglige vanskeligheder og halvsidig lammelse. Han levede indtil indlæggelsen et aktivt liv med en ledende stilling i en stor virksomhed, familie og et aktivt fritidsliv med fodbold.
Ved indlæggelse på et neurorehabiliterings-centre tilbydes intensiv genoptræning både fysisk, kognitivt og sprogligt. Efter udskrivelse tilbydes ved afasi og dysartri/utydelig tale ambulant talepædagogisk undervisning på et kommunikationscenter. Dette tilbud er afhængigt af, hvilke ressourcer, borgeren har til at indgå i et undervisningsforløb og hvad man tilbyder i borgerens kommune. Som regel består det ambulante tilbud af 1 til 2 gange individuel undervisning ugentligt, og/eller holdundervisning en gang ugentligt. Dette tilbud opfylder behovet hos de fleste senhjerneskadede på dette tidspunkt (fase 3) i deres rehabilitering. Men der er en gruppe af yngre senhjerneskadede, der har ressourcer til at gennemføre et mere intensivt tilbud og
potentiale til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, der bliver tabt i dette system. Der er ikke noget tilbud, der matcher denne gruppes behov, for et mere omfattende og intensivt talepædagogisk tilbud.

Beskrivelse af aktivitet og forløb om talepædagogisk indsats som en del af det samlede rehabiliteringstilbud
En 43 årig senhjerneskadet mand overføres efter indlæggelse til neurorehabilitering. Der udføres bl.a en talepædagogisk test, en afasitest WAB (Western Aphasia Battery), hvor han scorer til en global afasi/meget svær nedsat sprogfunktion. Der er bevaret en læserest og en skriverest. Der tilbydes undervisning 4 dage om ugen, i begyndelsen udtrættes han hurtigt, og undervisningstiden afpasses efter udholdenhed. I undervisningen arbejdes der, ved hjælp af de bevarede evner, med at øge hans forståelse af talt sprog og hen mod genvinding af det tabte sprog. Efter ca. 2 måneders genoptræning er udholdenheden så god, at han kan modtage taleundervisning 1 time dagligt, så han modtager under indlæggelsen 4 timers undervisning
ugentligt.
Hans afasitype ændrer sig under forløbet. Der er fortsat udvikling på alle områder både læsning, skrivning, forståelse, gentagelse og benævnelse. Borgeren er en god træningspatient, og har under hele forløbet ydet en stor indsats, for at genvinde det mistede sprog. Ved udskrivelse, vurderes det af både læge, neuropsykolog og talepædagog, at der fortsat er et udviklingspotentiale.
Han udskrives til ambulant træning i hjemkommunen. Der tilbyder 45 minutters ambulant taleundervisning ugentligt og en gang holdundervisning.
Borgeren har tilbud om, når han er parat, at vende tilbage til et job i den virksomhed han var ansat i før hjerneskaden. Han har ressourcer til meget mere undervisning end de to gange ugentligt, han får på dette tidspunkt og vælger derfor selv at betale for tre gange taleundervisning
ugentligt.
Der ligger fortsat et længere sprogligt rehabiliteringsforløb foran ham, før han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Men der er ikke noget relevant tilbud. Og både han selv og familien udtrykker stor frustration over, hvordan han skal komme videre herfra.
Problemet er, at det tilbud han har behov for findes ikke. Behovet er en dagskole med taleundervisning 3 til 4 timer dagligt, altså langt mere intensivt, end det han modtager på nuværende tidspunkt.

Betydningen
Det intensive tilbud ville have effekt både for den enkelte men også samfundsmæssigt. Det vil øge muligheden for at få den gruppe, der kan komme i arbejde, hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet.
Det manglende tilbud betyder at borgeren bruger sine personlige ressourcer på at få sammensat et relevant tilbud og på økonomiske bekymringer, fordi han selv skal betale for undervisning i stedet for at kunne fokusere på at få mest muligt ud af genoptræningen.
Rehabiliteringen tager længere tid og giver måske også et dårligere slutresultat med de både menneskelige og samfundsmæssige omkostninger det har.

Fremmende faktorer
Et tilbud om rehabilitering der er tilpasset den enkeltes behov. At borgeren er motiveret for undervisningen og profiterer af denne, til opnåelse af højere funktionsevne og dermed bliver mere selvhjulpen i daglig aktivitet og deltagelse.
Hæmmende faktorer
At der ikke findes et tilbud der matcher behovet.

Borgeren er afhængig af det private talepædagogiske udbud der findes og er begrænset af økonomi. Dette betyder, at kun de ressourcestærke med god økonomi har mulighed for at benytte denne løsning.
I dette tilfælde vil et relevant tilbud være en afasiskole med ca. 3 timers daglig sproglig undervisning på et hold.
Temaer, der kan uddrages af beskrivelsen
Der er behov for at udarbejde et talepædagogisk rehabiliteringstilbud, der fungerer fra indlæggelse til slutrehabilitering.

Praksishistorie 16

Institution/Organisation: Center for kommunikation og hjælpemidler, Regionalt Videnscenter,
Taleområdet
Kontaktperson: Connie Larsen

Kilde: Praksishistorie 16 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer