Søren passer fodboldbanerne

23/03/2012 12:40

Karsten Peier

Knap 200 til det første borgermøde om rammerne for det nære sundhedsvæsen i Holstebro Kommune

Birgit og Kaj Jacobsen fra Holstebro var blandt de mange tusinde borgere i Nordvestjylland, der for ikke ret mange måneder siden var på gaden for at bakke op om at bevare et akuthospital i Holstebro. Torsdag aften den 22. marts var Birgit og Kaj igen på banen, men denne gang i Musikteatret i Holstebro for at høre om det, der om føje år skal danne rammen om noget helt nyt - det nære sundhedsvæsen i Holstebro Kommune.

Holstebro-ægteparret var blandt de omkring 200 mennesker, der havde taget imod Holstebro Byråds invitation til borgermøde om det nye Center for Sundhed, som kommunen er i gang med at planlægge. Mødet var byrådets indledning til en dialog med borgerne om, hvad det nære sundhedsvæsen er for dem, og hvad det nye center skal indeholde.

Nu skal vi videre
- Vi var med i fakkeltog for at protestere imod nedlæggelse af Holstebro Sygehus som akuthospital. Vi var sure over, at det nye storsygehus skulle placeres i Gødstrup. Men nu er den beslutning jo truffet. Nu skal vi videre og få det bedst mulige ud af en ny situation. Efter det, vi har hørt i aften, tror vi på, at Center for Sundhed bliver noget rigtig fornuftigt, fortalte Birgit og Kaj Jacobsen i pausen under det velbesøgte borgermøde.

Efter planen skal byggeriet af Center for Sundhed starte ved udgangen af 2013. Endnu er den fysiske placering af centret ikke afklaret - det sker i løbet af foråret 2012 - men processen for, hvad det skal indeholde er startet, bl.a. med borgermødet.

- Det er vigtigt, at det kommer til at ligge centralt, så det er let at komme til for borgerne. Vi ser også frem til, at der placeres mange forskellige funktioner og specialer i centret, som kan arbejde tæt sammen og udnytte hinanden, så folk ikke behøver at blive sendt rundt ”fra Herodes til Pilatus”. Men det er klart, at de ting, der kræver akut og specialiseret behandling, skal klares på et sygehus, understreger Birgit og Kaj Jacobsen.

På borgermødet fremlagde borgmester H. C. Østerby og kultur- og sundhedsdirektør i Holstebro Kommune, Anders Kjærulff, tankerne bag og visionerne for Center for Sundhed. Chefredaktør på Dagbladet Holstebro-Struer, Hans Krabbe, interviewede efterfølgende to af de politiske hovedaktører i planlægningen af centret - formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Annelise Holst Jensen, og udvalgets næstformand, Søren Olesen. Og chefredaktøren sørgede også for, at mange spørgsmål fra og svar til deltagere i mødet blev godt formidlet.


Fem temaer i borgerpaneler
Borgermødet var - som borgmester H. C. Østerby udtrykte det - ”det første blad i bogen i dialogen med borgerne om indholdet i Center for Sundhed”. Men det bliver langt fra det sidste. Kommunen har nedsat fem borgerpaneler, som deltagerne allerede på borgermødet kunne tilmelde sig. Hvert panel skal på et-to dialogmøder drøfte hvert deres tema, og det hele skal samles i en såkaldt fremtidskonference den 2. juni.
De fem temaer, der er bragt i spil i borgerpanelerne, er:
 

Hvordan sikrer vi bedre sammenhænge i forløb på tværs af kommune, sygehus og egen læge?

Hvordan kan vi videreudvikle samarbejdet mellem frivillige og professionelle i Center for Sundhed?

Udvikling og forandring af indhold og kvalitet i kommunale tilbud – hvordan?

Hvordan skal vi indrette det nye Center for Sundhed?

Har du ideer til, hvordan Center for Sundhed kan bidrage til den generelle udvikling i Holstebro Kommune?
 

www.sundiholstebro.dk

På adressen www.sundiholstebro.dk har Holstebro Kommune oprettet en ny hjemmeside for Center for Sundhed og det nære sundhedsvæsen i Holstebro Kommune.

Her kan man løbende holde sig orienteret om arbejdet med at planlægge Center for Sundhed. På adressen kan man også tilmelde sig et nyhedsbrev og få tilsendt en mail hver gang, der er nyt om centret. Via hjemmesiden er der også mulighed for at komme med ideer og kommentarer og tilmelde sig borgerpanelerne.

Fakta om Center for Sundhed

Center for Sundhed projekteres til 12.700 kvadratmeter til praktiserende læger, speciallæger, kommunale sundhedstilbud og til en akutklinik (1.700 kvadratmeter), der skal drives af Region Midtjylland. I løbet af foråret 2012 afklares det, hvor i Holstebro centret skal placeres.

Byggeriet forventes at kunne starte i slutningen af 2013. Der er lagt op til, at bl.a. praktiserende læger kan rykke ind i centret ved udgangen af 2014, og at de første kommunale funktioner (f.eks. genoptræning og forebyggelse) kan tages i brug i centret i 2015. Ved udgangen af 2016 skal akutklinikken være klar i takt med, at Holstebro Sygehus udfases, og det nye storsygehus i Gødstrup tages i brug.

Der skal investeres ca. 200 mio. kr. i Center for Sundhed.

 

Fakta om Det Nære Sundhedsvæsen

Holstebro Kommune arbejder med en strategi for Det Nære Sundhedsvæsen, som skal sikre, at vi i fremtiden kan tilbyde borgerne en lang række af effektive og sammenhængende sundhedstilbud inden for forebyggelse, behandling, pleje og genoptræning i nærområdet.

Center for Sundhed er et centralt omdrejningspunkt i Det Nære Sundhedsvæsen. Her skal private, regionale og kommunale sundhedsaktører arbejde sammen og dermed sikre, at Holstebro Kommune også i fremtiden råder over et kompetent og tilgængeligt sundhedsvæsen i borgernes nærmiljø. Derfor vil Center for Sundhed også spille sammen med og blive understøttet af nye sundhedstilbud, der er forankret i Ulfborg og Vinderup.

Forløbet med udvikling og implementering af strategien for Det Nære Sundhedsvæsen sker i samarbejde mellem mange parter og på tværs af kommunale forvaltninger.

Mest Læste

Annonce