Udviklingshæmmede kan mere med en iPad

Velfærd

10/06/2013 12:40

Varde Kommune

På Krogen i Varde har iPad’en afløst gængse hjælpemidler. Og den giver nye muligheder, viser forsøget.

Er der internet? Sådan lød første spørgsmål, da 12 unge flyttede ind i botilbuddet Krogen 5 i Varde. For pc og smartphone spiller også en stor rolle i unge udviklingshæmmedes hverdag:

- Det kom lidt bag på os, men selvfølgelig vil de gerne have det samme som alle andre unge, og det er her iPad’en kommer ind i billedet. Den erstatter hjælpemidler, som de unge nødig vil hive frem bussen og andre steder, fordi det signalerer handicap. Med en iPad er de med på beatet og bliver mere selvhjulpne, siger afdelingsleder Britt S. Mauritzen.

Krogen har i snart halvandet år afprøvet iPads som hjælpemiddel for unge udviklingshæmmede. Nogle har svært ved at tale og læse og får nye muligheder for at kommunikere. Andre har brug for struktur i hverdagen og kan i billeder og videosekvenser planlægge bustur og pakkeliste til et weekendbesøg.

-Det er helt sikkert med til at give øget livskvalitet og glæde, og de unge er både motiverede og interesserede i at bruge teknikken, siger Britt S. Maurtizen.

Andre kan få glæde af forsøget
Erfaringerne bliver allerede brugt i flere afdelinger på Krogen. Og formand for social- og sundhedsudvalget Erik Buhl (V) ser også andre muligheder i forsøget:

-Det er sat i værk for en bestemt målgruppe, men der er ingen tvivl om, at mange andre vil kunne bruge erfaringerne. Det gælder eksempelvis borgere, der er i første fase af en demenssygdom eller af andre grunde har funktionsnedsættelse. Det er helt klart livskvaliteten, der er vores indgang til det hele, men det er også en nødvendighed, hvis vi skal blive ved med at have råd til at bruge offentlige kroner, der hvor behovet er størst. Kan vi spare nogle hænder til praktiske opgaver, kan vi bruge dem på noget andet, for teknologien kan selvfølgelig ikke erstatte det sociale og menneskelige samvær, siger Erik Buhl.

Varde Kommunes velfærdsteknologipulje har finansieret iPads til Krogens beboere og medarbejdere, men fremtidige brugere skal betale selv, understreger Erik Buhl. 

Mest Læste

Annonce