Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nu stiger priserne igen: Forsyningsselskab hæver fjernvarmeprisen med 15%

Forbrug

31/05/2023 13:58

Kathrine Frich

En ekstraregning på kul får priserne til at stige.

I mange år er den fjernvarme, DIN Forsyning leverer til omkring 25.000 kunder i Esbjerg og Varde, kommet delvist fra det kulfyrede Esbjergværket. Den varmeaftale er med tidligere tiders forholdsvis billige kulpriser kommet varmekunderne til gode. Men på grund af de ekstraordinært høje priser på energi og kul i Europa i 2022 rammer en ekstraregning på 56 mio. kr. nu DIN Forsynings kunder.

- Aldrig tidligere i alle de år, hvor varmeaftalen mellem os og Ørsted har eksisteret, har vi set lignende ekstraregninger. Men energiprisernes og dermed kulprisens himmelflugt gør, at vi nu har fået ekstraregninger på 56 mio. kr.  på trods af, at Ørsted har dækket nogle af de ekstraomkostninger, der har været, fortæller Helle Damm-Henrichsen, direktør i DIN Forsyning.

DIN Forsyning består af flere selskaber, herunder det, der hedder DIN Forsyning Varme A/S. Varmeselskabet er underlagt lovgivning, der gør, at økonomien skal ’hvile i sig selv’, så der hverken må være underskud eller overskud. Og derfor er DIN Forsyning nødt til at hente alle omkostninger hos kunderne.

- Desværre har vi ikke andre muligheder end at sende regningen videre til vores kunder. Det er vi virkelig kede af, udtaler Helle Damm-Henrichsen.

Gælder fra 1. august

Prisstigningen gælder fra. 1. august og resten af 2023. Herefter beregnes nye priser ud fra budgetter for 2024. DIN Forsyning har traditionelt ry for at have en stabil lav varmepris.

- I vores varmeområde har vi altid kunnet bryste os af, at vores varmepriser har været fornuftige og rimeligt stabile. Men hvor gerne vi end ville, kan vi ikke gøre noget ved de heftigt stigende priser, som alle har været ramt af. Vi forventer dog, at vi igen kommer ned på et prisniveau, vi kan være tilfredse med, siger Helle Damm-Henrichsen.

Fakta:

• Prisen på fjernvarme fra DIN Forsyning stiger med 15 % fra 1. august og til udgangen af 2023. Derefter bliver nye priser beregnet ud fra budgetter for 2024.

• For en standardfamilie (familie med et hus på 130 m2 og et forbrug af varme på 18,1 MWh/65,16 GJ) vil det betyde en prisstigning på ca. 200 kr. om måneden i resten af 2023.

• DIN Forsynings fjernvarmekunder kan se forbrug mm. på DIN Forsynings selvbetjening: minside.dinforsyning.dk

• DIN Forsyning har hidtil leveret fjernvarme til kunderne dels fra affaldsforbrændingen Energnist og dels fra det kulfyrede Esbjergværket. Fremover erstattes varmen fra Esbjergværket af DIN Forsynings egen varmeproduktion, Fremtidens Fjernvarme.

Mest Læste

Annonce