EU-kommissionen ved næstformand Frans Timmermanns tog i august det første skridt mod at indlede en sag mod Polen for brud på EU's lovgivning i henhold til artikel 7 i Traktaten om Den Europæiske Union. Artikel 7 giver Det Europæiske Råd mulighed for bl.a. at inddrage et medlemslands stemmeret. Anledningen er Polens nye retsreform, som giver justitsministeren beføjelser til at udnævne og afskedige retspræsidenter. EU mener, at dette udfordrer borgernes retssikkerhed i Polen og derfor er i direkte strid med Traktatens artikel 2, der åbner muligheden for aktivering af artikel 7.
Henvendelsen fra Timmermanns til Polens udenrigsminister og justitsminister er første skridt i en længerevarende proces. Hvis artikel 7 skal bringes i spil, kræver det dog godkendelse fra Parlamentet og enstemmighed i Det Europæiske Råd, og her vil Ungarn nedlægge veto.
Ikke-liberale demokratier i opposition til EU
I december 2015 udfordrede Slovakiet EU’s migrationspolitik ved EU-Domstolen, og Ungarn sluttede kort efter op om udfordringen. Sagen gik på, at EU i sommeren besluttede at fordele 160.000 flygtninge fra Italien og Grækenland til andre EU-Lande. I en senere beslutning omfattede fordelingen yderligere 120.00 flygtninge. Det er denne anden beslutning, som Tjekkiet og Ungarn har klaget over. Den slovakiske premierminister Robert Fico har kaldt EU’s beslutninger på migrationsområdet ”rituelt selvmord”. Domstolen afsagde den 6. september 2017 kendelse i sagen, og den faldt ikke ud til Slovakiet og Ungarns fordel. Til gengæld indledte Kommissionen i juni måned en sag mod Tjekkiet, Ungarn og Polen for ikke at leve op til Europarådets beslutninger fra 2015 om relokering af flygtninge. Det kan i sidste ende føre til store bøder for de tre lande.
Ministerpræsidenten i Ungarn, Victor Orbán, har længe vagt bekymring i EU. Blandt andet fordi han har gennemført forfatningsændringer, der styrker hans egen position og har gjort det muligt for ham at forblive ved magten trods tab af et afgørende mandat ved valget i 2014. For yderligere at skabe fremdrift for hans national-konservative dagsorden, har han udover at sige fra over for EU’s flygtningekvoter og gjort migrationsspørgsmålet centralt i den igangværende valgkamp også taget antisemitisme i brug som redskab.
I Tjekkiet har parlamentet stemt for at ophæve den tidligere forretningsmand og nuværende kandidat til premierministerposten, Andrej Babiš’, immunitet. Det skal give politiet mulighed for at rejse tiltale imod Babiš for svindel med EU-midler efter en længere efterforskning. Babiš, der tidligere har været finansminister, er mistænkt for, at to af hans virksomheder ulovligt har modtaget EU-midler til et landbrug og et konferencecenter til en værdi af 2 mio. euro.
Visegràd-landenes store forventninger til EU
Flygtningekrisen og EU’s tildeling af kvoter har bragt Visegràd-landene tættere på hinanden som en selvstændig gruppe, der skal regnes med i EU, og som i langt højere grad end tidligere er vokale i deres modstand mod EU’s beslutninger. Men både modstanden mod EU’s flygtningekvote-diktater, illiberale udtalelser og forfatningsændringer, der begrænser demokratiet i landene, er symptomer på langt større problemer. Ikke bare i forholdet mellem EU og Visegràd-landene, men for hele den geopolitiske situation i området.
Alle fire lande gik ind i EU med store forventninger til, at samarbejdet og det liberale demokrati i det hele taget ville betyde økonomisk vækst. Samarbejdet skulle betyde større gennemsigtighed og mindre korruption og lige så vigtigt sikre menneskerettighederne i landene. Virkeligheden, som de østeuropæiske lande har oplevet den, er dog en anden.
Økonomisk trængte EU-lande skar i støtten
Storbritanniens optagelse i det daværende EF i 1973 betød oprettelse af Den Europæiske Regionale Udviklingsfond. Det havde Storbritannien fået som led i optagelsesforhandlingerne, som kompensation for at de ikke for alvor fik del i landbrugsstøtten. I stedet fik man midler til at fremme mindre udviklede områder i Skotland, Nordirland og Nordengland. Strukturfonden skulle stå for udvikling af infrastruktur, støtte lokale projekter, virksomheder og andre tiltag, der kunne bidrage til jobskabelse. I 1986 udvidedes samarbejdets strukturfonde som følge af Den Europæiske Fællesakt bl.a. på baggrund af ønske fra de nye medlemsstater Grækenland, Spanien og Portugal, som mente, at de ikke fik lige så stor glæde af Det Indre Marked, som nogle af de rigere lande. Samme argumentation blev brugt med succes op til vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1993, der yderligere udbyggede strukturfondene.
Derfor kunne de østeuropæiske lande med en vis ret forvente, at de med optagelse i EU ville få del i disse midler. Det ville dog betyde, at landene udover at modtage en stor del af EUs landbrugsstøtte også ville modtage store beløb fra strukturfondene. Flere af medlemslandene havde på daværende tidspunkt økonomiske problemer og så sig derfor ikke i stand til at bidrage med de yderligere midler til strukturfondene, som optagelsen af de østeuropæiske lande ville kræve. Agenda 2000-programmet fastfrøs derfor strukturfondene på 1999 niveau og ændrede på fordelingen af de eksisterende ressourcer, så de nye lande stadig fik del i de samlede midler, men ikke i samme grad som efter de gamle regler.
Noget tyder på, at medlemskabet af EU heller ikke har betydet mindre korruption. Transparency Internationals seneste tal viser, at særligt Tjekkiet og Ungarn ligger dårligt på listen over korruption i verdens lande. EU’s interne korruptionsenhed taler om et samlet misbrug af EU-midler for 3,2 mia. euro i 2015. Sagen om Babiš i Tjekkiet er bare ét eksempel.
Angreb på ytringsfriheden
Victor Orbáns reformer har dog gjort, at han er blevet en slags forbillede. Freedom House, der præsenterer sig som en uafhængig vagthund, udtrykker i rapporten ”Freedom in the World 2017: Populists and Autocrats: The Dual Threat to Global Democracy” stærk bekymring over, at tendensen er ved at sprede sig til de øvrige østeuropæiske lande. Særligt Tjekkiet vækker organisationens bekymring. Valget i Tjekkiet i oktober 2017 vil afgøre, om det nationalistiske og populistiske parti ANO får afgørende indflydelse eller ej. Det hører dog med til betragtningen, Freedom House er en amerikansk organisation, der bl.a. modtager støtte fra finansmanden George Soros, der er af ungarsk oprindelse, og som bliver aktivt modarbejdet af Victor Orbán i sit hjemland.
Polens lovændringer bygger direkte på de ændringer, som Victor Orbán gennemførte i Ungarn i 2011 og frem på baggrund af det ungarske jordskredsvalg i 2010, hvor Orbáns nationalkonservative parti Fidez overtog 2/3 af pladserne i det ungarske parlament. Orbáns medielov og forfatningsændringer har betydet indskrænkninger i domstolenes beføjelser og større kontrol med den statslige tv- og radiostation. Den polske medielov giver på linje med den ungarske regering adgang til at fyre chefer på den statslige tv- og radiostation. Det er et markant brud med det armslængde-princip, der i demokratiske systemer holder regering og medier adskilt, og sætter i realiteten ytringsfriheden for de statslige medier i landene ud af kraft og gør dem til et redskab til at fremme regeringernes budskaberne.
Begge landes lovgivninger er udtryk for et syn på menneskerettigheder, som ikke er forenelig med EU’s regler på området.
