Byrådet bevilger GPS’er til demente

Velfærd

28/08/2013 14:09

Freja Eriksen

Greveborgere med demens kan nu få en GPS, så man hurtigt kan finde dem igen, hvis de skulle blive væk. Mellem 10 og 15 menes at kunne have glæde af ordningen.

Greveborgere med demens, der har svært ved at finde hjem efter gåturen, kan nu få en GPS, så man lettere kan finde dem, hvis de bliver væk. Idéen med ordningen er at give den demente større tryghed, og gøre det lettere for medarbejdere og pårørende at finde den demente igen.

Greve Kommune vurderer, at der årligt vil være 10 til 15 Greveborgere med demens, som kunne have glæde af en GPS, og ordningen vil være frivillig for den demente.

”Vi har valgt at bevilge de forholdsvis få GPS’er til Greveborgere med demens, fordi vi mener, at det vil give en større bevægelsesfrihed og tryghed for den demente”, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Hans Kristiansen. ”Det vil samtidig være en effektiv hjælp for både plejepersonale og pårørende, at man har bedre mulighed for  at finde den demente, hvis vedkommende skulle blive væk”.

En GPS inklusiv abonnement og uddannelse af personale koster ca. 6000 kroner årligt, og den samlede årlige udgift vurderes at være på mellem 60.000 og 80.000 kroner.

 

Mest Læste

Annonce