Københavns Kommune vil tilkende flere førtidspensioner og fleksjobs

Social

10/04/2018 12:00

Simon Bülow

"Vi skal have nedbragt antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og omvendt tilkendt flere førtidspensioner og fleksjobs,” siger Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren efter en taskforce har set på kommunens praksis for tildelinger af førtidspension og fleksjob.
En taskforce har nu set på kommunes praksis for tildelinger af førtidspension og fleksjob.    Beskæftigelses- og Integrationsudvalget nedsatte i oktober 2017 en taskforce til at se på Københavns Kommunes praksis for tildelinger af førtidspension og fleksjob. Det skete på baggrund af en politisk aftale om en særlig indsats for førtidspension og fleksjob, der blev indgået af udvalget i august 2017. Udvalget ønskede at se nærmere på, hvorfor København var blandt de kommuner i landet, der tildelte færrest førtidspensioner.   Konklusionerne ligger nu klar, og taskforcens formand John Klausen, lektor i socialret ved Aalborg Universitet, har præsenteret resultaterne for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.   Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) har fulgt arbejdet fra sidelinjen, og glæder sig over de klare og konkrete anbefalinger:   ”Jeg vil gerne takke taskforcen for deres arbejde. Vi har nu fået et vigtigt fundament at stå på i vores bestræbelser på at sikre en bedre praksis på området til gavn for borgerne, og jeg ser frem til at vi nu sammen med udvalget får lavet en konkret handleplan på området, som vi kan føre ud i livet. Min tilgang er ikke til at tage fejl af: Vi skal gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem, der kan arbejde, mens dem der er for syge, skal have en førtidspension. Det betyder helt konkret, at vi skal have nedbragt antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og omvendt tilkendt flere førtidspensioner og fleksjobs,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard.   Taskforcen konkluderer blandt andet:
  • At der hidtil har været en restriktiv tolkning af lovgivningen, hvor der har været et stort fokus på at opfylde dokumentationskravene i lovgivningen og mindre vægt på en socialfaglig helhedsvurdering af muligheden for at udvikle borgerens arbejdsevne. Denne praksis har været på linje med Ankestyrelsens.
  • At der er set eksempler på, at kommunen kunne have foretaget en hurtigere og bedre afklaring af borgernes arbejdsevne, hvis kommunen på et tidligere tidspunkt havde iværksat relevante tilbud, relevant helbredsmæssig afklaring og fulgt bedre op på forløb og lægelige oplysninger.
  • At der er set eksempler på, at borgerne ikke har følt sig inddraget og ikke har kunne se formålet med deres forløb.
  • At der er behov for nogle bedre betingelser for sagsbehandlingen, så borgerne bliver hurtigere afklaret og inddraget undervejs. Det kræver en større investering i tid, ressourcer og kompetenceudvikling.
  ”Vi kan overordnet se, at der er rum for en praksisændring i Københavns Kommune. Både i forhold til en lidt anden tolkning af lovgivningen i tråd med den ændring, der er på vej fra Folketinget, men også i forhold til at investere i sagsbehandlingen for de udsatte borgere. Vores undersøgelse viser, at kommunen kan gøre mere for at skabe bedre arbejdsbetingelser for medarbejderne, så borgerne hurtigere bliver afklaret og får en bedre oplevelse af deres møde med jobcentret,” siger John Klausen.   ”Der er allerede igangsat en række initiativer i København, som peger i den rigtige retning, fx ved at afsætte midler til området og gennemføre forskellige kompetenceudviklingsaktiviteter, men det er vores vurdering, at der skal meget mere til, og at det bliver et langt sejt træk at skifte kurs efter mange år med få tilkendelser både af fleksjob og førtidspension”, siger John Klausen.   Taskforcens anbefalinger bygger bl.a. på en gennemgang af 33 sager, der er udvalgt på baggrund af, at de befinder sig i gråzonen imellem ressourceforløb, fleksjob og førtidspension. Det betyder, at taskforcen har valgt at fokusere på de sværeste sager, hvor der kan være tvivl om udfaldet for at uddrage den størst mulige læring af taskforcens arbejde.   Forvaltningen vil med udgangspunkt i anbefalingerne og Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets input lave en handleplan, som vil blive præsenteret for udvalget inden sommeren.   Fakta om taskforce: Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog i august 2017 en politisk aftale om en særlig indsats for førtidspension og fleksjob. Taskforcen for førtidspension og fleksjob er ét af syv initiativer, som aftalen indeholdt.   Taskforcen har haft til formål at undersøge gældende praksis i sager om ressourceforløb, fleksjob og førtidspension og komme med anbefalinger til, hvordan Københavns Kommune kan udnytte alle muligheder for at udøve et konkret individuelt skøn inden for lovens rammer, og hvordan der bedst sikres borgerne en hurtig afklaring af arbejdsevnen.   Taskforcen har bestået af:
  • John Klausen (Formand), lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet og forsker i socialret
  • Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden
  • Henrik Thomassen, kontorchef i Center for Vækst og Beskæftigelse, KL
  • Jon Andersen, cand.jur, tidligere kommitteret ved ombudsmanden
  • Lars Midtiby, direktør i Danske Handicaporganisationer
  • Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus Kommune
 

Mest Læste

Annonce