Mindeord: Farvel til en fremsynet politiker

Politik

07/03/2014 11:32

Freja Eriksen

Borgmester Jens Ive mindes tidligere Birkerød-borgmester Ove Alminde som en fremsynet og modig politiker.

Det er med sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om tidligere borgmester Ove C. Almindes død.

Ove Alminde var i mere end tyve år en markant politisk personlighed i Birkerød, og satte som borgmester fra 1990-93 og igen fra 1998 og frem til 2006 den politiske dagsorden i Birkerød.

Det var også i denne rolle, han førte Birkerød Kommune ind i det nye Rudersdal Kommune i forbindelse med Kommunalreformen i 2007.

Han var fremsynet og markant, og så som en af de første mulighederne i en sammenlægning af Birkerød og Søllerød Kommuner i en ny Rudersdal Kommune.

Han evnede at se ud over sine egne snævre grænser og arbejdede som forhandler for Birkerød Kommune modigt og vedholdende for at skabe Rudersdal Kommune.

Eftertiden har vist, at det var en vigtig og klog beslutning. En beslutning, der har gavnet borgerne i både Birkerød og Søllerød Kommuner.

Med Ove Almindes død har Rudersdal Kommune mistet en stor politisk profil.

Æret være Ove Almindes minde.

Borgmester Jens Ive.

 

Mest Læste

Annonce