Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage

Politik

23/8/18 5:00

Brian Mørch - folketingskandidat Dansk Folkeparti

Det skal nok hjælpe fedt, at højstemte talere på grundlovsmøde landet over opstemt erklærer, at censur ingensinde kan genindføres i Danmark, når man oplever, at den ene salamiskive efter den anden bliver skåret af.
Og hvorfor sker det? Vi har straffeloven og injurielovgivningen til at tage sig af finkerne, der ryger af panden i ophedede stunder. Heldigvis blev blasfemiloven ophævet. Men der er stadig for mange love, der kan vendes og drejes til at hive lovlydige borgere i retten for at få dem til at holde mund med det, som dem med selvbestaltede tonemestre ikke kan lide at høre. De politiske sager må høre op. Hverken mere eller mindre. Facebook har udviklet sig fra at være noget, man ikke vidste, hvad man skulle stille op med til at være vores virtuelle markedsplads, hvor vi mødes, udveksler nyheder fra privatsfæren, viser de nye billeder af børnene, hunden og de flotte roser og tager en boksekamp på meninger og holdninger. Højrefløjens brushoveder får karantæne, mens den ekstreme venstrefløj synes at have frit lejde.    Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage Det sker hvert eneste år på Grundlovsdag. I en højtidelig tone citerer alvorlige politikere og andre talere, at vi heldigvis har ytringsfrihed her i landet, og vi står kun til ansvar overfor domstolene. ”Censur kan ingensinde genindføres i Danmark”, lyder det højstemt.
Nå, kan censur ikke det? Det var ligegodt kattens. Det kommer helt an på, hvem, der siger hvad. Hvis nogle af dem, som det toneangivende Danmark ikke kan lide siger noget, der giver dem røde knopper og nervøse trækninger eller endnu værre – blive krænkede på egne eller andres vegne, så sættes hele den tyrkiske musik i gang for at prøve at få dømt de formastelige til tavshed.
Hvis de, som de toneangivende holder meget af og gerne vil beskytte mod foragt og latterliggørelse ytrer, at de gerne vil se bøsser dingle fra byggekraner, utildækkede kvinder nedgravet i sand, så de kan smadres til mos med sten samt os andre med overskårne halse, er det bare et udtryk for mangfoldighed og noget kulturelt, som de nok ikke mener så alvorligt.   Ister og fober Ja, tonen er blevet rå i de offentlige debatter. Især fra venstrefløjen og fra de tilvandrede. Racist, nazist, fascist, islamofob og fremmedangst er begreber, der er brugt så ofte og så massivt, at ingen i dag ved, hvad rigtige racister, nazister, fascister eller andre fober og ister ”mit und ohne gemüse” er for nogle størrelser.
Ikke for det. Dem til højre kan nu også være med. Begreber som rotter, aber, svin, feltmadrasser og amøber bliver med udsøgt fornøjelse hæftet på dem, man finder, er usympatiske.
Kønt er det ikke, men er det rimeligt at give den ene gruppe mundkurv på eller simpelt hen spærre for dem, mens en anden gruppe frit kan skrige deres misbilligelser ud?
På Facebook er det meget almindeligt, at kritikere af islam får karantæne for at ytre sig kritisk. Facebook holder fast i, at den slags overtræder deres fællesskabsregler.   Hvad med telefonerne? Her vil nogle så med en højtidelig mine fortælle, at Facebook er en privat platform, som man jo bare kan holde sig fra, hvis man ikke bryder sig om at blive sat uden for døren som et uartigt skolebarn, der igen havde glemt at terpe staveord.
Og ja, det er i og for sig rigtigt nok, men der er bare det aber dabei, at Facebook med over en milliard brugere ikke længere kan kaldes en privat webside men stedet er blevet en seriøs del af det offentlige rum.
YouTube, hvor man kan finde alt fra opera til pop, fra dybsindige interviews af flere timers varighed til hyl, skrig og skrål, er begyndt at fjerne folk med ubekvemme holdninger fra sitet.
Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad det næste bliver. Bliver vores telefoner lukket i kortere eller længere tid, hvis vi taler med nogle om noget, dem med selvhævdet monopol på tonerne ikke bryder sig om?
For et stykke tid siden blev jeg ringet op af en overordentlig begejstret ungersvend, der ville lokke mig til at tegne et teleabonnement i det firma, han repræsenterede. Prisen var den samme, som jeg giver hos min nuværende udbyder, og de øvrige vilkår var også nogenlunde de samme, så der var ikke rigtig nogen fidus for mig i at flytte selskab.
Men så satte han trumf på. Hans firma stod i spidsen for en kampagne, der skulle få folk til at tale pænt til hinanden. Jeg spurgte, hvad i alverden det rager en telefonudbyder, hvordan folk taler. Jeg fik det svar, at det er pænt at tale pænt. Jeg spurgte, om de lyttede med på samtalerne ligesom gamle dages telefonistinder, og han blev virkelig befippet over, at spørgsmålet kunne stilles. Min konklusion var, at det ikke skulle undre mig, hvis de gjorde, og at de satte telefonen i udu, hvis der blev bandet for meget eller harceleret over visse menneskers tilstedeværelse. Det endte med, at det var ham, der ikke ville snakke mere.   Holdninger skal frem i lyset
Hvorom alting er, så synes jeg, det er en uskik, når ytringsfriheden begrænses i nogle menneskers opfattelse af den gode smags tjeneste.
Man skal forbyde uønskede handlinger. Det har man gjort, siden Moses kom ned fra bjerget med et par stentavler, og man har med garanti gjort det i forgangne kulturer også, over Romerretten, Magna Carta til Jyske Lov, og straffeloven. Det er en uskik at forbyde holdninger. Lad dem komme ud i lyset – også de mest groteske og se dem skrumpe ind til indtørret rosiner, når de får ilt og dagslys.
Endnu kan vi nå at vende en supertanker i fart. Endnu har vi ikke fået britiske tilstande, hvor debattører udefra er forment adgang til landet, fordi de var undermistanke om at sige noget, der ikke er så kønt om islam. Og endnu har vi ikke oplevet, at en journalist – Tommy Robinson - er blevet anholdt på åben gade, mens han passer sit arbejde og i løbet af få timer er idømt en ret hård fængselsstraf. En højere retsinstans har for ganske nyligt underkendt dommen og løsladt Robinson. Men systemet vil have sit skålpund kød, og nu skal sagen køre i Old Bailey.
Vi har haft lignende sager herhjemme om end ikke helt så skrappe. Vi kan stadig nå at besinde os, og det vil jeg opfordre til, at vi gør.  

 

Annonce