Offentlig styring: De fik smidt så meget andet i hovedet, og det har været dræbende

Da budgetloven blev ophøjet til det mest gedigne i den offentlige styring, udtrykte Finansministeriets daværende departementschef, at det var et paradigmeskifte af rang. Han så det bare som begyndelsen på endnu mere styring af samme slags.

I dag skal man være tonedøv for ikke at opdage, at offentlige ledere, medarbejdere, forskere, og borgere står i kø for at kritisere den offentlige styring. Finansministeriet og øvrige departmenter dukker nakken, de er ikke ligeså kritiske som alle andre, måske de venter til det går over. Måske de dog erkender, at vi ikke er på rette vej.   Forum for offentlig ledelse har som sin mission (i nu 8 år) at debattere offentlig ledelse og styring. Til tider har den indsats mødt massiv modstand. Derfor er det opløftende, at der nu - tilsyneladende - er kommet gang i både den konstruktive og den kritiske debat. Der må kippes med flaget.   Kun Ziegler og Antorini tilbage Tag eksempelvis to kendte og stærke røster fra det landskab der kombinerer forskning og offentlig styring.   Professor Jørgen Grønnegaard, der har talt varmt for offentlig styring, tog konstruktivt imod KORAs markante kritik af resultatstyringen (det skete i Weekendvisen, så desværre ingen link). Ingen kan være i tvivl om, at Grønnegaard følger med i den forskning der de senere år er væltet frem om netop svaghederne ved at styre i praksis. Professor Niels Egelund, der om nogen har stået som eksponent for folkeskolereformen, siger (også i Weekendavisen, 20. maj) om lærerne, ..."at de pludselig skulle implementere folkeskolereformen: De fik smidt så meget andet i hovedet, og det har været dræbende".

Når Egelund kritiserer hele processen omkring folkeskolereformen, så kan der vist kun være Ziegler og Antorini tilbage der synes den var god.

Jo, styring kan godt virke Lad det være sagt med tidligt og klart: Både resultatbaseret styring og målstyring mere bredt kan være egnet.   Men, men, men - der er en masse forudsætninger for at det kan virke.   Målstyrings- og kontraktsystemer er taget i brug uden erkendelse af, hvad man ved og ikke ved på det givne område. Det blev udtrykt godt af Finn Wiedemann i en kronik i Politiken 17. maj: "De styringsfikserede ledelsesværktøjer har også den ulempe, at de fungerer som et skjold, som holder lederne på afstand af virkeligheden.....Sagen og fagligheden gøres til noget sekundært."    De mennesker, der savner løsninger (som alternativ til NPM og Resultatstyring), kan således starte med at lægge mere vægt på faglig viden, og begynde at se ledelse som noget andet og bedre end at bestyre nogle ret mekaniske og datadrevne systemer. Jo, sådanne systemer bibringer også viden, men med den myriade af formål den offentlige sektor har, og mange af dem modstridende, og i al fald meget komplekse - så må der også viden, mennesker, ledelse og god organisering til.   Kompetente ledere men svagere offentlig organisation
Lederne i det offentlige er blevet meget mere kompetente, end for blot få år siden. Bl.a. en massiv uddannelsesindsats og iøvrigt mere fokus på uddannelse er blevet konstant bedre. Men hvor er effekten af det?

Den offentlige organisation er ikke blevet bedre de seneste 10 år. Måske snarere svagere. 

FORUM har et debattema kørende om DOMÆNEFAGLIGHED, der i sin enkelthed handler om at lederne - udover deres gode uddannelse - skal vide noget om det de har med at gøre. Artiklen om SKAT som et rædselseksempel viser ledelse uden domænefaglighed, men der er masser af tilsvarende kriser rundtomkring, der skyldes manglende respekt for, at man ved noget om det man har med at gøre.   Skab en stærk forbindelse En årelang svaghed i de offentlige organiseringer bør sættes på dagsordenen for at skabe nogle bedre løsninger. Der er mangler i at bruge tværfaglighed hvor det er nødvendigt (og det er det fx. på næsten alle kommunale områder). Det er blevet moderne i kommunerne at kalde sig en koncernmodel, men i praksis fungerer koncernen oftest kun som en styrkelse af de centrale stabsfunktioner (hvilket er ok i sig selv). Det som afgørende kunne bliver en ægte fornyelse er, hvis både direktionen og de mange centrale stabe skabte organisatorisk forbindelse til de fagprofessionelle.

Målstyring kræver altså sine forudsætninger, som oftest ikke er på plads. Så om selve målstyringen : At der bør være færre mål er der nok ved at være bred enighed om. Men at målene også skal være enkle er en naiv tanke. Det offentliges kompleksitet afværges ikke ved at gøre målene for enkle. Tværtimod må kompleksiteten afspejle sig i målene, og metodiske mangler (fx manglende evidensstudier) må erkendes.

Forum vil fortsætte debatten.