Foto: Shutterstock

Stor skov på vej til fynboerne

Infrastruktur

22/09/2020 08:13

En ny skov, der er over tre gange større end Sprogø, skal ligge nordøst for Svendborg og er nu kommet ét spadestik nærmere. Skoven bliver et grønt og rekreativt åndehul for naturglade fynboere og beskytter samtidig det lokale drikkevand.

Sydfynboerne kan med fordel sætte vækkeuret til at ringe lidt tidligere og åbne dagen med fuglesang til to-go morgenkaffen eller rykke børnenes legeaftale ud på de mange nye, grønne kvadratmeter, de får tæt på Svendborg. Et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Svendborg Kommune og det kommunalt ejede selskab Vand og Affald A/S skaffer borgerne på Sydfyn en ny, stor skov. Samarbejdsaftalen betyder, at et stort område nordøst for Svendborg på 540 hektar kan omdannes fra landbrugsjord til ny varieret skov. Det er mere end tre gange så stort som hele Sprogø.

"Det her er et fantastisk projekt, der både giver Fyn meget mere statsskov og beskytter vores drikkevand. Fyn er et af de steder i Danmark, hvor vi har allermindst statsejet skov, og bynære skove som denne giver en masse spændende naturoplevelser og friluftsliv lige dér, hvor folk bor," siger miljøminister Lea Wermelin.

Naturstyrelsen vil aktivt plante træer i dele af den nye skov, mens andre områder af skoven bliver udlagt til naturlig tilgroning. Det vil sige, at dyre- og vindspredte frø fra træer og buske med tiden vil vokse op og danne skov af sig selv, samtidig med at urter, græsser og insekter vil tage skoven i brug.

I Svendborg Kommune vækker aftalen om den nye, statsejede skov glæde.

"Skoven bliver et aktiv for vores borgere og for fremtidige generationer. Vi kan se frem til et nyt stort rekreativt område tæt på byen, hvor vi kan nyde naturen, og hvor forskellige aktiviteter kan udfoldes. Skoven vil desuden øge biodiversiteten, da den skaber nye levesteder til dyr og planter," siger borgmester i Svendborg Kommune Bo Hansen (S).

Også hos Vand og Affald A/S skinner begejstringen for den kommende skov tydeligt
igennem.

"Ud over den rekreative og klimamæssige gevinst, så glæder jeg mig især over, at vi med skovrejsningen får beskyttet vores sårbare drikkevand mod forurening, og på den måde sikrer fremtidige generationers adgang til rent drikkevand," siger bestyrelsesformand i Vand og Affald A/S Niels Christian Nielsen.

Når der bliver købt jord til skovrejsningen, vil der forud for etablering af skoven være god tid til borgerinddragelse, hvor naboer og alle med interesse i den bynære skov kan komme med idéer og ønsker til skoven.

Mest Læste

Annonce