Jens Erik Christensen får Frederiksberg Kommunes Handicappris

04/12/2012 13:11

Frederiksberg Kommune

På FN’s internationale Handicapdag den 3. december modtog købmanden på Godthåbsvej 142, Jens Erik Christensen, Frederiksberg Kommunes Handicappris 2012.

Jens Erik Christensen modtager prisen på baggrund af, at hans købmandsbutik har overtaget leveringen af dagligvarer gennem kommunen til blandt andre borgere med handicap, og at det fungerer fantastisk. Både Jens Erik Christensen og hans medarbejdere er meget serviceminded, ligesom butikken er indrettet handicapegnet. Når varerne bringes ud til kunderne, er der for eksempel også tid til at sætte varerne på plads, tage tom emballage med retur, tømme postkasser og tage breve med. Borgerne kan også ringe om søndagen til købmanden og bestille varer til levering. Alt dette er bandt andet med til at Jens Erik må betragtes som en rigtig ildsjæl inden for sit fag, der dermed også er et glimrende forbillede for andre forretningsdrivende på Frederiksberg.

Handicapprisen blev overrakt af borgmester Jørgen Glenthøj, der glæder sig over årets prisuddeling:

”Det glæder mig, at der er så mange borgere, virksomheder og organisationer på Frederiksberg, som gør en flot indsats for at give Frederiksbergborgere med handicap en bedre og lettere hverdag. De fortjener stor anerkendelse af deres indsats. Jeg håber, at årets modtager af handicapprisen vil inspirere andre til at gøre en indsats for, at borgere med handicap kan have et godt liv med masser af livskvalitet.”

Livskvalitet er også et gennemgående tema, når Frederiksberg Kommune i disse år moderniserer og udvikler sine bo- og beskæftigelsestilbud på det specialiserede socialområde. Her skaber kommunen bl.a. et nyt aktivitetscenter for handicappede i samarbejde med Kultur og Fritid, samt nye bofællesskaber på Lauritz Sørensens Vej for psykisk sårbare unge. Frederiksberg Kommune prioriterer et højt serviceniveau på området, og er ambitiøse både når der udvikles nye tilbud eller eksisterende tilbud moderniseres.

Formanden for Socialudvalget i Frederiksberg Kommune, Karsten Skawbo-Jensen, lægger også vægt på, at borgere med handicap skal have mulighed for at leve et godt og så selvstændigt og normalt liv som muligt:

”Borgere med handicap har samme rettigheder som alle andre borgere, og skal også have samme muligheder og lige adgang til fx uddannelse, sundhed, bolig osv. Indretningen af vore byrum, faciliteter og bygninger, samt af både private og kommunale servicetilbud har stor betydning for, at borgere med handicap har mulighed for at leve et selvstændigt og godt liv. Årets prismodtager er et godt eksempel på, hvad den rette tilgang i civilsamfundet kan betyde at 1 +1 = 3 og dermed skabe en god service, der har stor betydning for mange borgere. Jeg håber, at prisuddelingen kan være med til at sætte større fokus på, hvordan andre indretter fx deres service, så borgere med handicap let kan bruge den i hverdagen.” 

Mest Læste

Annonce