Lasse Bjerregaard fra UCC til UC Sjælland

26/10/2012 13:26

Administrator

Gennem digitalisering og fokus på aftagerfeltet skal Lasse Bjerregaard som ny chef arbejde med at gøre Center For Undervisningsmidler på Sjælland til Danmarks bedste CFU. Lasse Bjerregaard kommer fra en stilling som Leder af Enheden for Forretningsudvikling, Salg og Innovation på professionshøjskolen UCC.

“Vi skal levere det underviserne har brug for”

CFU Sjælland leverer undervisningsmaterialer og kompetenceudviklende kurser for ansatte i uddannelsessektoren i region Sjælland. CFU er en del af University College Sjælland. Udfra en målsætning om at gøre CFU Sjælland til Danmarks bedste CFU ansættes en ung chef til at udvikle og fremtidssikre CFU:

“CFU er en central spiller for uddannelsessektoren i region Sjælland. Det er vigtigt, at netop de, der arbejder med undervisning får mulighed for selv at tanke op, blive inspireret og lære nyt - og det er CFU med til at sørge for. Vi glæder os til at samarbejde med Lasse og se resultaterne af hans målrettede, innovative og løsningsorienterede tilgang”, udtaler Lena Venborg Pedersen, der som prorektor på UCSJ bliver Lasse Bjerregaards nærmeste leder.

Lasse Bjerregaard er 37 år, oprindelig uddannet pædagog og har blandt andet en lederuddannelse fra hæren og en diplomuddannelse med speciale i personaleledelse. De sidste mange år har han arbejdet med arbejdsmarkedsområdet og forandringsledelse, blandt andet som jobcenterchef i Lyngby-Tårbæk Kommune og direktør hos Personalehuset og Moment Karrierecenter A/S. Erfaringerne herfra skal bringes i spil i den nye stilling som chef for CFU Sjælland:

“Det er vigtigt at CFU Sjælland har fokus på aftagefeltet, så vi kan levere det, underviserne har brug for. Det betyder blandt andet, at vi i endnu højere grad skal fokusere på digitale lærerhjælpemidler. Men også at vi skal drage nytte af de kompetencer og den viden, der er på UCSJ’s grunduddannelser og efter- og videreuddannelser ”, udtaler Lasse Bjerregaard.

Lasse Bjerregaard tiltræder sin stilling hos CFU Sjælland d. 12. november 2012.

Mest Læste

Annonce