Leif Johannes Jensen ny direktør i Hjørring

16/12/2010 21:28

Nick Allentoft

Hjørring Kommune ansætter erfaren chef fra egne rækker som ny Økonomi- og Arbejdsmarkedsdirektør. Det er kommunens nuværende ældrechef, cand. scient. pol. Leif Johannes Jensen, der udnævnes som ny Økonomi- og Arbejdsmarkedsdirektør efter Karl Henrik Laursen.

Der er tale om en ansættelse på åremål for en 6-årig periode, med tiltrædelse 1. januar. Der var i alt 11 ansøgere til stillingen.

Leif Johannes Jensen har været ansat som ældrechef i såvel den nuværende som den tidligere Hjørring Kommune siden 2003 og var i en periode i 2006 også konstitueret som socialdirektør.

Før sit møde med ældreområdet var den nye direktør i 1998-2003 tilknyttet Børne- og Kulturforvaltningen som først administrativ leder; siden adminstrationschef.

Den kommunale karriere begyndte som fuldmægtig i Borgmesterens Afdeling, Århus Kommune - umiddelbart efter statskundskabsstudierne ved Aarhus Universitet i årene 1990-95.

Inden da blev Leif Johannes Jensen uddannet som reserveofficer i Hæren (1988-1990) og senere som kaptajn af reserven (1994-1995) – et hverv han beholdt frem til 2001.

Privat er han gift med psykolog Anette Riis Jensen og far til tre sønner på 9, 12 og 14 år. Familien bor i Hjørring.

Borgmester Arne Boelt siger om ansættelsen: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i kommunerne står overfor særdeles store udfordringer på såvel arbejdsmarkedsområdet som den overordnede økonomistyring. Med Leif Johannes Jensen får vi en direktør, der kan tage fat fra dag 1, og som har vist, at han magter at skabe resultater. Jeg glæder mig meget til at få Leif med på holdet i kommunens direktion”.

Der er endnu ikke taget stilling til genbesættelse af stillingen som ældrechef.
 

Mest Læste

Annonce