Ny forstander på Center for Høretab og Nyborgskolen

08/07/2010 20:51

Nick Allentoft

Der er fundet en ny forstander for de to fusionerede institutioner, Center for Høretab i Fredericia og Nyborgskolen i Nyborg. Det er den 54-årige Steen Friis, der kommer fra en stilling som direktør for Esbjerg Højskole.

- Steen Friis overbeviste os med sin store og brede ledelseserfaring. Oven i det har han erfaring med fusionsprocesser. Det er en stor styrke, så vi er glade for at få ham som forstander. Det er lige ham, vi har brug for, siger afdelingschef i Region Syddanmark Torben S. Nielsen.

Og Steen Friis er klar til at tage udfordringen op.

Trivsel og arbejdsglæde i højsædet
- Jeg vil gerne skabe nogle rammer, der kan komme andre mennesker til gode: Eleverne på skolen og deres forældre, så de kan få nogle gode forudsætninger og være tilfredse med vores tilbud. Og så vil jeg gerne gennem god og sikker ledelse være med til at skabe øget trivsel og arbejdsglæde for medarbejderne. Det er det, det handler om, siger den kommende forstander Steen Friis.

- I forhold til fusionen håber jeg, at vi i fællesskab kan få skabt nogle fælles værdier begge steder - værdier, som helst skal gro op nedefra. Jeg vil gå til opgaven gennem en åben og ærlig dialog. Jeg følte mig meget motiveret til at søge stillingen, for det her kunne godt gå hen og blive en hjertesag for mig, siger Steen Friis.
 
Steen Friis tiltræder stillingen som forstander pr. 1. august 2010.

Mere om Steen Friis:
54-årige Steen Friis er i dag direktør for Esbjerg Højskole. Han har en lang erhvervserfaring bag sig: Tidligere HR chef i Post Danmark, konsulent ved Syddansk Universitet, direktør i Trolle Advokatfirma og sekretariatschef i advokatkæden ADVODAN. Før det havde han sin daglige gang på Nørre Aaby Realskole i gennem 16 år, som henholdsvis lærer, viceinspektør og skoleinspektør. Han er oprindelig læreruddannet fra Kolding Seminarium med linjefag i idræt og historie og har desuden en HD i organisation og ledelse fra Syddansk Universitet.

Steen Friis bor i Middelfart med sin samlever Elisabeth. Han har en voksen søn.
I fritiden holder han af at spille fodbold, læse og gå til koncerter, hvortil favoritterne hører Magtens Korridorer og Dúné.

Og ikke at forglemme, så har han en 7-årig Skotsk Terrier ved navn Piratos, som han ynder at gå tur med.

Fakta om Center for Høretab og Nyborgskolen:
De to institutioner Center for Høretab i Fredericia og Nyborgskolen i Nyborg fusionerer pr. 1. august 2010.

Færre børn med svære høretab og ny teknologi er baggrunden for, at de to institutioner slår sig sammen. Desuden falder det sammen med, at den konstituerede leder på Nyborgskolen og den nuværende leder på Center for Høretab begge har varslet deres snarlige ophør på grund af pension.

Center for Høretab varetager undervisning af børn i henhold til folkeskoleloven samt specialrådgivning for småbørn og skolebørn, mens Nyborgskolen varetager undervisning af unge og voksne. Der fødes ca. 100 børn om året på landsplan med behov for behandling af høretab.
 

Mest Læste

Annonce