Tom Behnke trækker sig som trafikformand

16/11/2012 14:27

Ritzau

De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, går som formand for Rådet for Sikker Trafik efter omstridt lønsag.

De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, trækker sig som formand for Rådet for Sikker Trafik efter at have stået bag en omstridt lønforhøjelse til rådets direktør.
Tom Behnke har som formand for Rådet for Sikker Trafik givet store lønforhøjelser samt en bonusordning og kontraktforlængelse til direktør Anders Rosbo, der tidligere har været ansat i den konservative pressetjeneste.
Det har Tom Behnke gjort uden at orientere Justitsministeriet eller forretningsudvalget i Rådet for Sikker Trafik, sådan som rådets vedtægter ellers foreskriver, viser en rapport fra Rigsrevisionen.
Den manglende information beror på "misforståelser", hedder det i en pressemeddelelse fra Rådet for Sikker Trafik.
"Direktørens løn og ansættelsesvilkår skal ifølge vedtægterne forelægges for henholdsvis forretningsudvalget og Justitsministeriet. Det er ikke sket grundet misforståelser om, hvem der sørgede for det", hedder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:
"Det er således alene et spørgsmål om, hvorvidt formalia er blevet overholdt. Uanset denne misforståelse er det formandens formelle ansvar, at vedtægterne overholdes".
Selv siger Tom Behnke i pressemeddelelsen:
- Det vigtigste for mig er, at Rådet for Sikker Trafik kan fortsætte sit fantastiske arbejde for mere sikker trafik, og det skal denne sag ikke stå i vejen for.
Rigsrevisionen kalder i Jyllands-Posten sagen "alvorlig" med den begrundelse, at borgernes penge ikke er brugt "ordentligt og redeligt".
Tom Behnkes ageren betyder, at Anders Rosbos udbetalte løn - inklusive pension og værdien af fri bil - er steget med 27 procent fra 2007 til 2011.

Blå bog om Tom Behnke

* 46-årige Tom Behnke er uddannet politibetjent.
* Han blev valgt ind i Folketinget tilbage i 1990, dengang for Fremskridtspartiet.
* Han brød med Fremskridtspartiet i 1999. Herefter var han - blandt andet sammen med sin bror, Kim Behnke, med til at danne en gruppe af løsgængere inder navnet "Frihed 2000".
* I februar 2001 meldte han sig under De Konservatives faner. Han røg dog ud af Folketinget i november samme år i forbindelse med folketingsvalget.
* Han kom tilbage på Borgen i 2005, og er i dag valgt i Østjyllands Storkreds.
* Tom Behnke er i offentligheden bedst kendt som retsordfører, men han er også næstformand for De Konservatives folketingsgruppe og var sidste år partiets gruppeformand.
* Han gjorde sig blandt andet bemærket, da Roskilde Kommune tidligere i år eksproprierede et stykke jord fra en lokal planteskole for at give den til byens berømte festival.
* Kommunens ekspropriering faldt Behnke så meget for brystet, at han brugte betegnelsen "bestikkelse" og erklærede sig "klar til at tage ud og arrestere dem alle sammen".
* Han er gift med Nina Berg Behnke, og parret har fire børn.
/ritzau/

Mest Læste

Annonce