Venstres Martin Geertsen gør comeback

12/01/2011 11:10

Nick Allentoft

Tidligere københavnsk kultur- og fritidsborgmester vil i Folketinget.

Venstres tidligere kultur- og fritidsborgmester i København Martin Geertsen gør nu comeback til politik.
En enig bestyrelse i Malou Aamunds (og Rikke Hvilshøjs) tidligere kreds, Slotskredsen på Frederiksberg, har indstillet Martin Geertsen som ny folketingskandidat til generalforsamlingen den 8. februar. Kredsen er blevet ledig, efter at Malou Aamund har takket ja til et chefjob i Microsoft og således udtræder af Folketinget til sommer.
- Jeg glæder mig rigtig meget til den kommende valgkamp. Og selvom det hele er kommet lidt pludseligt, så er politik jo ikke helt nyt for mig, siger Martin Geertsen, som forlod posten som Kultur- og Fritidsborgmester ved udgangen af 2007 efter 10 års medlemskab af Københavns Borgerrepræsentation heraf de seks som borgmester.
Martin Geertsen kommer til at kæmpe om stemmerne i Københavns Storkreds med sin mangeårige ven og politiske allierede, udviklingsminister Søren Pind, og Marion Pedersen, der for nylig truede med at blokere for næste års finanslov på grund af utilfredshed med et nyt forslag om skrotning af biler.
Det er anden gang, at Martin Geertsen forsøger at blive valgt til Folketinget.
I 2005 stillede han også op og kæmpede med Venstres daværende politiske ordfører, Jens Rohde, i det daværende Søndre Storkreds i en valgkamp, der hurtigt blev omdøbt "Søndre Slagmark", ligesom han beskyldte Venstres ledelse for at være topstyret og glemme partiets liberale politik.
Martin Geertsen tøver heller ikke med at gøre kampen for skattelettelser til et tema i den kommende valgkamp:
- Efterlønsreformen er jo ikke være slutningen men snarere starten på reformdagsordnen. Jeg synes for eksempel, at vi skal have lettet skatten - når der bliver råd til det. Det synspunkt skammer jeg mig bestemt ikke over.
/ritzau/
 

Mest Læste

Annonce