Debatmøde: Sovende oddere og ledelsesudfordringer

Ledelse

27/02/2013 13:57

Nick Allentoft

Det er pseudo, at tale om kommunale kerneopgaver, for ”vi er alle sammen kommunen.” Så langt kunne deltagerne på Forum-netværkets debatmøde forleden blive enige.

De kommunale ledelsesudfordringer bør derfor fokusere i højere grad på tre bundlinjer for kommunen som omdrejningspunkt for sine aktører: borgerne skal få noget ud af det, kommunen skal have noget ud af samarbejdet, og virksomhederne skal have noget business ud af samarbejdet.

Således var aktuelle ledelsesudfordringer i kommunerne på programmet, da ledere fra kommuner og foreninger, udviklingskonsulenter og professorer forleden var samlet til debat.

Foreningen af kommunale udviklingskonsulenter er dog ikke i tvivl om, hvilke udfordringer kommunerne står overfor netop nu. Konsulenterne har i samarbejde med Epinion lavet en større undersøgelse, der viser, at  de muligheder og trusler kommunerne står over for kan koges ned til tre store ”trendenser”.

Disse tre trendenser peger på, at lederne i kommunerne skal præcisere de kommunale kerneopgaver, at de skal forhindre idéspildet i innovationsprojekterne samt styrke samarbejde med forskellige aktører i samfundet.

Sætter lederne uopnåelige mål?
Til debatmødet satte professor Peter Bogason og forsker Leon Lerborg deres skarpe forskerlup henover de tre trendenser. For findes der overhovedet "kommunale kerneopgaver"? Nej. Ikke hvis man følger Peter Bogason. Hans forskning viser, at der ikke kan findes en entydig definition på de kommunale kerneopgaver. Hvis man vender blikket ud mod resten af verden, kan man heller ikke finde svar på, hvad de kommunale kerneopgaver er. Han påpeger, at ledere skal være bevidste om, at det er den lokale forankring, der afgør, hvad man som kommune afgør skal være de kommunale kerneopgaver - dog ud fra de rammer staten stærkt regulerer.

Fra en snak om kerneopgaver til sovende oddere, der holder i hånd for ikke at drive væk fra hinanden i vandet, når vi til Leon Lerborg, der understregede, at samarbejde mellem kommuner, foreninger, virksomheder og borgere ikke er så nemt, som man kan få det til at lyde. Vi er ikke som odderne, der sødt og harmonisk holder hånd i søvne, for det er langt fra uproblematisk for kommunen at indgå samarbejde med andre aktører. Alle aktører har fordomme om hinanden og forskellige motiver for samarbejdet, påpeger Leon Lerborg, og derfor må ledere være opmærksomme på, at selvom alle parter får noget ud af samarbejdet, er det ikke ligetil at få det til at fungere.

"Vi er alle sammen kommunen"
Blandt mødedeltagerne blev de tre trendenser også, efter inspiration fra de to forskere, diskuteret og endevendt. Og blandt udviklingskonsulenter, kommunale repræsentanter og forskere kunne man i hvert fald blive enige om én ting, ”vi er alle sammen kommunen” selvom vi ikke alle sammen er lige klar over det. Derfor skal der nedbrydes barrierer og opbygges åbenhed i organisationen, så borgerne kommer tættere på kommunen. Den lokale identitet og valget mellem ensretning eller forskellighed i den enkelte kommune er således centrale elementer i en diskussion om kommunernes kerneopgave. Og dette er ikke nogen let diskussion. Som en udviklingskonsulent udtalte, kan den kommunale kerneopgave være så svær at definere, at selv en hel skare af mellemledere i hans egen kommune havde svært ved at byde ind med forslag efter en uges betænkningstid.

Diskussionen fortsatte omkring samarbejdet mellem kommuner og private virksomheder. Her blev åbenhed også et gennemgående tema. Det pointeredes at det skal blive mere acceptabelt at tale om de tre bundlinjer: at borgerne skal få noget ud af det, kommunen skal have noget ud af samarbejdet, og virksomhederne skal have noget business ud af samarbejdet.

Dog oplevede deltagerne også kommunernes krav til åbenhed i form af aktindsigt som et problem. Virksomheder undgår samarbejde når enhver har adgang til det, de innoverer, og når udbudsregler samtidig kan afskære dem fra en opgave, de selv har været med til at udarbejde.

Således udtrykte deltagerne et behov for, at der arbejdes mere med første fase af udbudsprocessen. Beslutningstagere bør deltage, købsvillighed skal testes, og fravalg tages tidligere i processen. 

Deltagerne fremhævede også, at kommunerne skal blive bedre til at kende deres opgave i samarbejdssammenhænge. I stedet for at være dem, der opstiller begrænsninger, og blive betragtet som en forhindring, skal kommunen blive en bedre facilitator. Og det er ”først nu vi skal ud at arbejde med det her i kommunerne,” afrundede Kim Cristophersen, formand for Foreningen af kommunale udviklingskonsulenter.

Mest Læste

Annonce