Løkke: Grænsesagen er inde i en god gænge

24/06/2011 10:17

Nick Allentoft

Statsministeren er glad, men ikke overrasket, efter positive grænsemeldinger fra EU-Kommissionen og Tyskland.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) glæder sig over, at EU-Kommissionen og den tyske regering lægger en dæmper på kritikken af den danske regerings planer om permanent toldkontrol ved grænserne.
- Det glæder mig, men det overrasker mig ikke. Det er en god aftale, vi har lavet, om at dæmme op for grænseoverskridende kriminalitet, og som går hånd i hånd med den fri bevægelighed, og at man ikke skal vise pas, siger Løkke til Ritzau.
Både EU's kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström, og Tysklands viceudenrigsminister, Werner Hoyer, udtrykte tidligere torsdag tillid til, at Danmark holder toldkontrollen inden for rammerne i Schengenreglerne og EU's indre marked.
De positive meldinger kommer efter, at regeringen har lovet at forelægge hvert enkelt skridt i den forstærkede toldkontrol for kommissionen.
Og efter at Løkke selv greb ind i grænsekonflikten onsdag og ringede til både Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og EU's præsident Herman Van Rompuy.
Statsministeren kan derfor med ro i sindet tage turen til EU-topmødet torsdag aften efter at have holdt velkomsttale ved et åbent sankthansarrangement ved Marienborg.
- Der har været misforståelser, men det glæder mig, at der nu igen er skabt klarhed. Dermed er sagen inde i en god gænge, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/

Mest Læste

Annonce