Nye visioner og rammer for samspillet mellem den frivillige verden og den offentlige sektor

Velfærd

26/02/2013 10:47

Nick Allentoft

Nye visioner og rammer for samspillet mellem den frivillige verden og den offentlige sektor, det er regeringens mål. Derfor skal charteret for samspillet mellem den frivillige verden og den offentlige sektor opdateres. Første skridt er en brainstormingsfase, hvor alle har mulighed for at komme med ideer til det nye charter.

Samspillet mellem det frivillige Danmark og den offentlige sektor har brug for nye visioner og rammer, derfor har regeringen netop taget hul på at opdatere charteret for samspil mellem det frivillige Danmark/Foreningsdanmark og den offentlige sektor. Det nuværende charter blev udarbejdet i 2001.

Chartret indeholder en række grundlæggende værdier og principper for samspillet mellem den frivillige verden og den offentlige sektor.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger:
”Lysten til at lave frivilligt arbejde er fortsat meget stor blandt danskerne og langt de fleste danskere yder på et eller andet tidspunkt i deres liv en frivillig indsats. Det er ubetinget godt. Men der rejser sig også spørgsmål om de overordnede rammer og værdier for samspillet. Derfor er det helt oplagt at indbyde alle danskere til at diskutere fremtiden for frivillig indsats. Jeg håber, at rigtig mange vil benytte denne lejlighed til at komme med deres input til, hvor vi skal bevæge os hen.”

Kulturminister Marianne Jelved siger:
”Det frivillige foreningsliv i Danmark har været med til at udforme vores samfund og er fundamentet for demokratiet. De frivillige i Danmark skal have frie udfoldelsesmuligheder, så de kan bruge vores frihedstraditioner til at slå sig sammen for at tage ansvar for de værdier vi er fælles om - også når samfundet ændrer sig og stiller nye krav.”

Ministeren for sundhed og forebyggelse Astrid Krag siger:
”Vi skal altid være åbne for nye måder at gøre tingene på, som udfordrer 'plejer' og udvikler vores fællesskaber. De frivillige løser mange vigtige opgaver, og de fortjener, at vi lytter til dem og sørger for at rammerne for det frivillige arbejde er i orden.”

Processen med at forny charteret er opdelt i tre faser: En brainstormingsfase, en udviklingsfase og en implementeringsfase.

Nu begynder brainstormingsfasen med en folkehøring, hvor alle – frivillige, organisationer, foreninger, kommuner, meningsdannere, borgere osv. – kan komme med forslag til indholdet i det nye charter. Desuden modtager mere end 500 organisationer og foreninger, samtlige kommuner og regioner et spørgeskema, som også skal opfange og indsamle bidrag til det nye charter.

Brainstormingsfasen skal bidrage til arbejdet i udviklingsfasen, hvor en række ministre, udvalgte repræsentanter fra foreninger og organisationer, borgmestre fra udvalgte kommuner mv. inviteres til en camp i foråret 2013 for at formulere det nye charter.

Når det nye charter er udformet, skal det implementeres lokalt. Implementeringsfasen består af en række regionale dialogmøder, hvor indholdet i det nye charter diskuteres.

Læs mere på www.frivilligcharter.dk.

Mest Læste

Annonce