Den lige vej fra taxachauffør til socialrådgiver

Velfærd

01/10/2015 11:49

KVUC

"Når du kører taxa, er du også sjælesørger og halv-psykolog", siger Ferhat Kilic, der efter 12 år bag rattet har skiftet livsbane - endnu et eksempel på hvordan voksenuddannelse hjælper mennesker videre i dagens Danmark.

Ferhat Kilic skulle bare køre taxa en kort periode, mens han fandt ud af, hvad han ville. Pludselig var der gået 12 år, og det var sidste udkald for at få en uddannelse, følte han. Efter et intensivt år på KVUC er han nu i gang med socialrådgiveruddannelsen.

Mere fra KVUC

Københavns Voksenuddannelsescenter deler viden og erfaringer på DenOffentlige.

Læs flere af deres historier og cases her

#storyofkvuc - følg med på Facebook og Twitter om hvordan uddannelser hjælper voksne til at finde nye livsveje

Ferhat Kilic var glad for livet som taxachauffør. Han havde frihed, tjente gode penge til sin lille familie og mødte mange interessante mennesker hver dag.

”Når du kører taxa, er du selvfølgelig chauffør, men du er også sjælesørger og halv-psykolog. De, der kommer ind i vognen, smider alt professionel facade væk og snakker fra hjertet - og det gør du også som chauffør. En taxa er et frirum, hvor folk åbner sig. I løbet af sådan en dag snakker man om alt fra døden over integrationspolitik til succes og situationen i verden,” fortæller han.

SELVFØLGELIG SKAL JEG HAVE EN UDDANNELSE … SNART

Men efter 12 år bag rattet, begyndte utilfredsheden og rastløsheden at komme.

”Jeg har altid godt kunnet lide at køre taxa, men til sidst var jeg virkelig kørt sur i det. Det var samme spor hver dag. Til sidst havde jeg slet ikke lyst til at gå på arbejde, så der skulle ske noget,” fortæller han.

Læs også: Voksenuddannelse er sweeperen i uddannelsesystemet - afgørende for politiske målsætninger

Den manglende motivation pustede til Ferhat Kilics gamle drømme. For det havde faktisk aldrig været meningen, at han skulle være taxachauffør særligt længe. Efter folkeskolen begyndte han på hf og EFG, men kunne ikke rigtig holde motivationen. Bakken var for stejl dengang, som han siger.

”Jeg var skoletræt og vidste ikke, hvad jeg ville være. Så jeg tog et erhvervskørekort og begyndte at køre taxa, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle. Det var hele tiden meningen, at jeg ville have en uddannelse lige om lidt, men den ene dag tog den anden. Så stiftede jeg familie, fik børn og pludselig var tiden bare fløjet derudaf. Men det lå hele tiden i baghovedet, at jeg skulle have den uddannelse,” fortæller han.

”JEG GAD IKKE SPILDE MIN TID OG VÆRE HALVHJERTET SOM FØR”

Ferhat Kilic var ikke i tvivl om, at nu var tidspunktet kommet. I sommeren 2014 tog han springet og begyndte at læse socialrådgiverpakken på KVUC med en klar ambition: Han ville gennemføre for at kunne læse videre til socialrådgiver.

”Jeg havde det sådan fra begyndelsen: Du SKAL bare fuldføre det her. Jeg gad ikke spilde min tid og være halvhjertet som før. Denne her gang skulle jeg bare gennemføre. Jeg havde det også sådan: Det her er sidste udkald: Hvis du skal have en uddannelse, så er det nu,” forklarer han.

Familie og venner bakkede ham op, selvom der også blev trukket lidt på smilebåndet i vennekredsen i starten.

Læs også om Habiba: Fra barnekoranlærer i Pakistan til økonomi på universitetet

”Jeg tror, de tænkte ’Arh Ferhat, du er familiefar og oppe i alderen. Skal du nu til at gå i skole?’ Men alle har bakket mig op,” siger 36-årige Ferhat Kilic, der har kurdisk-tyrkiske rødder og har boet hele sit liv i Kokkedal, hvor han også bor i dag med sin kone og to børn.

”UPLOADE? DA JEG SIDST GIK I SKOLE, AFLEVEREDE MAN SIN OPGAVE I EN MAPPE!”

I starten var det hårdt at komme på skolebænken igen.

”Jeg havde stort set ikke rørt en bog i 20 år. Selvfølgelig havde jeg fulgt med i aviser og medier og måske læst en selvbiografi en gang imellem, men jeg havde ikke studeret på den måde. Så jeg var spændt, før jeg skulle i gang. Ikke bange, men utrolig spændt på, hvordan det foregik,” siger han med et skævt smil.

Og det var da også en omvæltning at skifte rattet, friheden og taxameteret ud med rejsekort til toget, klasselokale og afleveringer.

”I min skoletid, var der ikke noget der hed powerpoint. Der var en tavle. Og den første gang læreren sagde, vi skulle uploade en opgave, anede jeg ikke hvad han talte om. Uploade? Da jeg sidst gik i skole, afleverede man sin opgave i en mappe,” griner han og fortæller, at ligesom man skal lære at læse trafikken, skulle han også lige lære terrænet at kende på en uddannelse.

TAXAVIDEN KAN VÆRE GULD VÆRD

Med sine 36 år var han lidt ældre end de fleste andre på holdet, men han havde også en anden livserfaring end de fleste.

”Jeg var faktisk overrasket over, hvor meget man kan bruge sin livserfaring til. Jeg er politisk interesseret og kan lide at vide, hvad der foregår i verden, og det kunne jeg bruge i flere af fagene,” forklarer Ferhat Kilic, der håber, at han kan inspirere andre til at tage en uddannelse, selvom de ikke er gået den lige vej.

De mange år som taxachauffør er på ingen måde spildte. I taxaen mødte han mange skæve, skægge og sørgelige skæbner – ensomme rigmænd, flinke toppolitikere og alkoholikere på social rutsjetur.

”I en taxa har man et frisprog, så jeg kunne godt finde på at spørge: ’Hvad er der dog sket med dig? Hvordan er du havnet sådan?’ Og så fortæller folk jo. Sådan nogle ting rørte mig,” siger han. Og det er nok også en vigtig grund til, at han nu læser til socialrådgiver.

Du hjælper nogen, og måske ser du dem aldrig igen

FOR EN SOCIALRÅDGIVER HJÆLPER OG RÅDGIVER MENNESKER

”Du skal have empati og kunne lytte til folk, der har problemer, sætte dig ind i deres situation og prøve at hjælpe dem. Meget af det har jeg jo prøvet mange gange. Jeg kunne godt lide at give et råd fra hjertet, når folk kom ind i taxaen med deres problemer til mig. Men i en taxa har du måske folk i max den halve time, som turen varer, og du ved aldrig, om du ser dem igen. Som socialrådgiver kan jeg hjælpe på en anden måde,” siger Ferhat Kilic, der håber, at han med sin kulturelle baggrund også kan være med til at hjælpe andre med etnisk minoritetsbaggrund bedre.

Og selvom tasken nu er lastet med sociologi-, psykologi og jurabøger fra socialrådgiveruddannelsen, så har han ikke helt sluppet rattet og gearstangen. Taxakørsel er nemlig et fremragende studiejob, fordi man har frihed, selv kan bestemme arbejdstiderne og fx køre til en god timeløn i weekenden, siger han.

Fakta om Ferhat:

- Født på Hørsholm Sygehus i 1979
- Vokset op og bor stadig i Kokkedal
- Har to børn på 8 og 10 år
- Hans familie har kurdisk-tyrkiske rødder
- Begyndte på hf og EFG efter folkeskolen, men droppede ud
- Tog erhvervskørekort og kørte taxa i 12 år
- Tog socialrådgiverpakken på KVUC
- Er netop startet på socialrådgiveruddannelsen

Vil du vide mere - kontakt KVUC, kommunikationschef Søren Jensen, tlf. 30104197, [email protected]

Mest Læste

Annonce