Tilliden vender ikke tilbage af sig selv

Forleden delte jeg Karen Ellemann, Thorkild Olesen og Thomas Adelskovs fælles debatindlæg om revisionen af servicelovens voksenbestemmelser på Spastikerforeningens Facebook-side med en supplerende kommentar, hvor jeg glæder mig over, at de tre parter er enige om betydningen af at få genskabt tilliden mellem det offentlige hjælpesystem og de borgere, der skal nyde godt af hjælpen.

Her er to af de kommentarer, som lynhurtigt kom tilbage på min opdatering:

”Kommunerne er bedøvende lige glade med lovgivningen, de gør, hvad der passer dem, og så længe de får lov at bestemme det hele, så kan det være lige meget.”  Og ”Det bliver vidst hårdt arbejde. Det hjælper jo ikke meget at ændre lovgrundlaget, hvis det ikke også lykkes at ændre menneskesynet.”

Det er ret voldsomt, men det viser desværre meget tydeligt, hvordan stemningen og holdningerne er – og dermed hvad det er, vi er oppe imod, når vi stiller os selv den opgave at genskabe tilliden.

Men uanset hvor svært det er, så det er bydende nødvendigt at få tilliden tilbage. Det er simpelthen umuligt, at skabe rum for det vi i øvrigt gerne vil med handicappolitikken, hvis grundstemningen er en så dyb mistillid og intuitiv mistro.

Det giver ikke mening at arbejde med udvikling, empowerment, habilitering og rehabilitering, hvis de involverede parter mødes med alle parader oppe. Intet lykkes i en så giftig atmosfære af mistillid.

Tillidsskabende handlinger

Tillid, det er ikke noget, man har, det er noget, man bliver givet. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til. Har man mistet den, og vil man have den tilbage, så må man - via en stribe tillidsskabende handlinger - forsøge at genfortjene den tabte tillid. Og her er det kun handlinger, der tæller.

Handlinger, som demonstrerer, at man mener det. Her tæller fluffy ord og pæne hensigtserklæringer ikke det mindste.

Derfor er det helt afgørende, at en revision af serviceloven kommer til at indeholde markante og synlige forbedringer, som kan gengive borgerne en oplevelse af, at ambitionen fortsat er at hjælpe dem, der har behov for hjælp.

Det er nødvendigt med forbedringer, der gør, at vi, som organisationer med styrke og troværdighed, kan gå ud til vores medlemmer og sige, at både regeringen og kommunerne vil det rigtige og har ambitioner på handicapområdet.

Retssikkerhedstemaet det vigtigste 

Det betyder ikke nødvendigvis en meget dyrere servicelov med nye tilbud, højere satser eller nye rettigheder. Men det kræver synlig og mærkbar sikring af de rettigheder, borgerne har efter lovgivningen. Alt andet vil være en katastrofe.

Derfor er retssikkerhedstemaet det absolut vigtigste i de igangværende drøftelser om servicelovens voksenbestemmelser. Og jeg er helt med på, at der er mange veje til en bedre retssikkerhed. Der er mange skruer at dreje på, hvis man vil påvirke retssikkerheden. Klarere lovgivning, bedre sagsbehandling, tydeligere kommunikation, styrkelse af vidensgrundlaget i sagsbehandlingen. Det er alt sammen skruer, der bør justeres.

Men vi er også nødsaget til at kunne tale om mere markante virkemidler som opsættende virkning, mens sager behandles i ankesystemet, kompensation for tab af naturalieydelser, sanktioner overfor kommuner, som ikke reagerer og følger op på ankeafgørelser, og hvad vi gør for at styrke retssikkerheden for de borgere, som ikke magter og har ressourcer til overhovedet at anke.

Hvis vi vil benytte denne sidste chance for at gengive borgerne troen på, at systemet er til for dem – ikke for sin egen skyld eller for at tryne borgerne - så er vi nødsaget til at reagere på de signaler, vi alle er enige om, vi ser. Men det er ikke nok at se, vi er også nødsaget til at handle.