Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Her bliver 7 ud af 10 vanvidsbilister taget for noget andet end høj fart

Politi

02/01/2023 10:57

J. Bøgen

Reglerne for vanvidskørsel blev introduceret i 2021.

Når vi hører eller læser om vanvidsbilister, tænker mange af os nok på alt for høj fart.

Det er imidlertid langt fra den eneste trafikforseelse, der kan føre til, at man får frataget sit køretøj på baggrund af reglerne for vanvidskørsel.

For i mange tilfælde er forseelsen nemlig startet inden, bilisten overhovedet sætter sig bag rattet - spritkørsel.

Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet ifølge Politiken.

Og det er særligt i en af Danmarks politikredse, at netop denne lovovertrædelse er et stort problem.

I Midt- og Vestjyllands politikreds er det hele 70 procent af de bilister, som får frataget deres bil på grund af vanvidskørsel, der har en promille over to.

Den lovlige promillegrænse er 0,5.

Der var generelt flest sager om vanvidskørsel i Midt- og Vestjylland fra april 2021 til august 2022. I løbet af perioden beslaglagde politiet 187 gange et køretøj i politikredsen som følge af vanvidskørsel.

På landsplan blev der i de 12 politikredse beslaglagt 1207 køretøjer efter reglerne om vanvidskørsel. Reglerne blev strammet i 2021.

Det skete efter flere alvorlige ulykker, hvor høj fart spillede en central rolle.

Døjet med problematikken i flere år

Det er et velkendt problem hos Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller politikommissær Jørgen Christensen til Politiken.

Politikredsen har i flere år har haft problemer med bilister, der kører rundt på vejene, selv om de er påvirket af alkohol eller narkotika.

"Vi har en høj forekomst af spritbilister, og desværre har vi ikke kunnet knække kurven," siger han til Politiken.

Han håber dog, at kredsen om nogle år vil kunne se en forskel i takt med, at det går op for bilisterne, at politiet kan konfiskere bilen ved vanvidskørsel, uanset hvem ejeren er.

Det betyder for eksempel, at forældre kan få deres bil taget af politiet, hvis deres børn har lånt den og så kører vanvidskørsel.

Det betegnes blandt andet som vanvidskørsel, hvis man overskrider hastighedsgrænsen med mere end 100 procent ved kørsel over 100 kilometer i timen.

Det samme gælder, hvis man kører over 200 kilometer i timen, ligesom kørsel med en promille over 2,00 også anses for vanvidskørsel.

Mest Læste

Annonce