14 grønne løsninger får nu 57 mio. kr. i støtte

Fornyelsesfonden har valgt 14 projekter ud af 65 indkomne forslag til innovative grønne produkter og serviceydelser. Siden 2010 har Fornyelsesfonden nu støttet 75 grønne løsninger med 321 mio. kr.

Trods en række ansøgningsrunder for grønne projekter siden 2010 vælter det fortsat ind med forslag til Fornyelsesfonden fra danske virksomheder med forslag til innovative løsninger, der også kan skabe vækst, beskæftigelse og eksport.

Carsten Bjerg, CEO for Grundfos og formand for Fornyelsesfonden:
- De mange ansøgninger vidner om, at de små og mellemstore virk-somheder rent faktisk er i stand til at skabe helt nye løsninger, som kan skabe job og vækst.

Fornyelsesfondens bestyrelse har i den aktuelle runde valgt at støtte 14 ud af 65 indkomne projektforslag med i alt 57 mio. kr. Dermed har fonden siden dens start i 2010 støttet 75 grønne løsninger med i alt 321 mio. kr.

Carsten Bjerg:

Vi hæfter os i denne runde særligt ved to projekter, som fokuserer på ballastvand på skibe, der sejler på verdenshavene, og hvor det gælder om at undgå at sprede invasive arter. Her har Danmark som en stor rederination særligt gode muligheder for at udvikle innovative løsninger, der kan afsættes på det globale marked.

De to projekter om ballastvand er følgende:

  • Bawat modtager støtte på 2,8 mio. kr. til at teste et unikt system, der renser ballastvand, mens det er i skibenes tanke. Systemet behandler vandet ved at fjerne ilten og opvarme det med overskudsvarme. Det gør systemet energieffektivt. Samtidig sænker det kor-rosionen i tankene og forlænger dermed skibenes levetid.
  • Litehauz modtager støtte på 3,4 mio. kr. til at udvikle et målein-strument, som kan overvåge, om ballastvandet er renset korrekt samt en internetløsning, der kan forbedre rensningen og sænke energiforbruget.

Fakta om Fornyelsesfonden og den aktuelle ansøgningsrunde

Fornyelsesfonden skal bidrage til, at særligt små og mellemstore danske virksomheder kan udnytte de globale udfordringer på miljø- og klimaområdet og velfærdsområdet som springbræt for nye forretningsmuligheder. Indsatsen skal styrke den danske vækst, beskæftigelse og eksport og samtidig forbedre vores miljø, klima og velfærd.

Fornyelsesfonden uddeler 760 mio. kr. i perioden 2010 - 2012.

Fornyelsesfonden kan under innovationsindsatsen støtte større projekter, der vil udvikle nye løsninger med et stort markedsmæssigt potentiale. I fondens innovationsprojekter udvikler virksomhederne den gode idé til en konkret prototype på et produkt eller et servicekoncept.

Under markedsmodningsindsatsen kan fonden støtte større projekter, der har til formål at bringe nye produkter og serviceydelser med et stort markedspotentiale det sidste stykke vej ud på markedet. I et markedsmodningsprojekt tester virksomhederne deres prototype eller servicekoncept hos potentielle brugere og kunder mhp. at tilpasse løsningen til markedets behov og efterspørgsel.

Ansøgningsrunden vedrørende innovation og markedsmodning af grønne produkter og serviceydelser blev åbnet i marts 2012. Ved ansøgningsfristen den 30. maj 2012 var der indkommet 65 ansøgninger. Ansøgningerne beløb sig samlet til 339,9 mio. kr. i ansøgt støtte.

Af de 65 ansøgninger valgte Fornyelsesfondens bestyrelse at give tilsagn til 14 projekter for et samlet støttebeløb på ca. 56,7 mio. kr. Der er givet afslag til de resterende 51 projekter.

Erhvervsstyrelsen på DenOffentlige.dk Erhvervsstyrelsen
Aktivitet: Artikler: 15 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer