750.000 kr. til fejring af Søren Kierkegaard

16/05/2011 11:42

Nick Allentoft

Søren Kierkegaards betydning for vores kultur skal markeres igennem en bredtfavnende, landsdækkende fejring af 200-året for hans fødsel i 2013. Kulturminister Per Stig Møller har valgt at skyde fejringen i gang ved at give 750.000 kr. fra tipsmidlerne.

Golden Days optræder som koordinator for en kreds af partnere, som i 2013 vil stå for en omfattende fejring af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel. Ud over Golden Days består partnerne af Søren Kierkegaard Forskningscentret, Højskolernes Hus og Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster.
Kulturminister Per Stig Møller siger:

”Søren Kierkegaard er en af de mest betydningsfulde danskere gennem tiden. Vigtigheden af hans forfatterskab og tankeunivers er enorm – ikke blot herhjemme men helt ud i de fjerneste afkroge i verden.

Det er oplagt, at vi benytter lejligheden til at markere og påskønne denne enestående personligheds betydning. Derfor glæder jeg mig over at kunne give Golden Days med samarbejdspartnere en håndsrækning, så de kan igangsætte arbejdet med fejringen af Kierkegaard i 2013.”

Mest Læste

Annonce