Bred aftale om ny sports- og fritidspolitik

25/10/2012 12:56

Niels Buch Johannsen

Et stort flertal af de politiske partier i Aarhus byråd blev i nat enige om en ny politik, der udstikker rammerne for sport og fritidsområdet i de kommende fire år. Politikken har særlig fokus på Aarhus som aktiv motionsby. Der etableres udendørs fitnesspladser i Solbjerg, Stavtrup, Skæring/Egå og Sabro, ligesom der også blev afsat penge til nye boldbaner og Flying Superkids.

Der var stor enighed omkring forhandlingsbordet, da de politiske partier i nat udstak rammerne for fremtiden inden for sport og fritid i Aarhus. Samtlige partier bortset fra Enhedslisten, der desværre var forhindret i at deltage, bakker op den nye politik.
”Jeg er glad for, at det er lykkedes at lave en bred aftale for de mange tusinde sports- og fritidsaktive i Aarhus. Det er et vigtigt område, og jeg er meget tilfreds med, at der var enighed om nogle gode tiltag, der skal få endnu flere til at få en sund og aktiv fritid,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Marc Perera Christensen.
Forligspartierne er enige om at afsætte i alt 3,125 til understøttelse af initiativerne under ”et aktivt udeliv”. Konkret udmøntes 1,4 mio. kr. til udendørs fitnessfaciliteter i Solbjerg, Stautrup, Skæring/Egå og Sabro i samarbejde med det lokale foreningsliv. Der udmøntes 0,862 mio. kr. til etablering af faciliteter til motion og bevægelse på Bellevue, Moesgaard og Åkrogen strande, under hensyntagen til kysthandlingsplanen. Der udmøntes endvidere 0,862 mio. kr. til streetaktiviteter.
”Jeg har i løbet af de seneste måneder været på rundtur i vores mange forstæder og lokalsamfund. Her har jeg oplevet et stort ønske om, at der blev skabt lokale rammer, der kan understøtte en spændende og aktiv fritid. Jeg er derfor meget tilfreds med, at det er lykkedes at opnå enighed om konkrete initiativer, der gavner og glæder uden for Ringgaden,” siger Marc Perera Christensen.
Der etableres to nye boldbaner ved Firmasporten på Paludan Müllers Vej. Banerne, der koster i alt fire millioner kroner, ventes klar til sæsonen 2015/2016.
Flying Superkids modtager over de kommende fire år i alt en million kroner. Til gengæld forventer forligspartierne, at Flying Superkids aktivt medvirker til markedsføring af Aarhus og bliver en aktiv del af Kulturhovedstaden 2017.

Mest Læste

Annonce