Dansk CSR-model på vej til at blive europæisk lov

22/04/2013 14:51

Erhvervs- og Vækstministeriet

Europa-Kommissionen har fremlagt et forslag om virksomheders rapportering om samfundsansvar. Forslaget har til hensigt at sikre større åbenhed om store virksomheders arbejde med samfundsansvar (CSR). Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen hilser forslaget velkommen. Det er ikke alene en gevinst for Europa.

Det er en gevinst for dansk erhvervsliv, at forslaget lægger sig op af den danske rapporteringsmodel, som større danske virksomheder har været omfattet af siden 2009.

Europa-Kommissionen har fremlagt et forslag, der skal sikre større åbenhed om europæiske virksomheders arbejde med samfundsansvar ved at styrke de eksisterende bestemmelser om virksomheders rapportering om samfundsansvar i EU’s regnskabsdirektiver. Virksomheders samfundsansvar (CSR) omhandler virksomheders integration af sociale og miljømæssige hensyn i kerneforretningen.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Jeg er glad for, at Europa-Kommissionen med sit forslag nu lægger op til, at resten af EU får et rapporteringskrav om CSR, der ligner vores danske krav.

Mange danske virksomheder arbejder allerede målrettet med afrapportering af deres samfundsansvar, og hvis Europa-Kommissionens forslag bliver vedtaget, vil danske virksomheder have et forspring i forhold til virksomheder i resten af Europa, eftersom de allerede rapporterer efter den danske rapporteringsmodel.

Forslaget fra Europa-Kommission ligger på linje med den danske rapporteringsmodel i årsregnskabslovens § 99a, idet forslaget sikrer åbenhed omkring virksomheders samfundsansvar med reference til internationale principper og retningslinjer, samtidig med at virksomhederne sikres fleksibilitet i deres rapportering.

Forslaget skal nu forhandles i Rådet og med Europa-Parlamentet, før det er vedtaget. 

Mest Læste

Annonce