En vigtig og rigtig dom om Fælledgården

21/02/2012 13:33

Administrator

FOA er godt tilfreds med Højesterets endelige dom i sagen om Fælledgården. Højesteret besluttede i dag at stadfæste dommen fra Østre Landsret, der idømte to journalister dagbøder for de skjulte – og nu ulovlige – optagelser.

Læs Den Offentlige Sektors artikler om sagen
Læs Dansk Journalistforbunds holdning til dommen

”Det er en vigtig dom. I FOA er vi tilfredse med, at der nu endeligt og klart er trukket en grænse for, hvad individet skal finde sig i, når det gælder mediernes brug af skjult kamera,” siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

”I FOA er vi fortsat meget ærgerlige over, at langmodighed hos anklagemyndigheden betød, at tiltalen mod Danmarks Radio først blev opgivet på grund af forældelse. Dernæst betød en procedurefejl hos anklagemyndigheden, at medarbejdernes sag fra Fælledgården mod de to journalister fra Bastard Film aldrig kom for Landsretten, selvom medarbejderne havde vundet klart i byretten,” siger Dennis Kristensen.

FOA forventer, at Højesterets nye dom betyder, at anklagemyndigheden nu for alvor vågner op og får sat gang i straffesager, der venter – bl.a. mod Danmarks Radio og den nu dømte Miki Mistrati for anvendelsen af skjult kamera på institutionen Ringbo i Bagsværd.

”Pressen skal naturligvis kikke offentlige myndigheder over skuldrene. Der skal være åbenhed og fuld offentlighed. Men der skal også være nogle grundlæggende spilleregler, så man ikke – som i sagen fra Fælledgården – får sine mest intime legemsdele fremstillet på landsdækkende TV, blot fordi en sensationsjournalist mener, at lige nøjagtig det må være interessant,” siger Dennis Kristensen.

Det har taget næsten seks år at nå til vejs ende i sagen om Fælledgården. Fem FOA-medlemmer anlagde sag mod Bastard Film og de to nu dømte journalister og blev tilkendt erstatninger i byretten. En procedurefejl hos anklagemyndigheden betød dog, at sagen aldrig kom i Landsretten.

I FOA er forventningen, at der nu rejses tiltale mod Danmarks Radio og medarbejderne fra det tidligere Bastand Film for anvendelsen af skjult kamera på institutionen Ringbo i Bagsværd. Her mente den nu dømte journalist sammen med Danmarks Radios nyhedschef, at det var nødvendigt at dokumentere med skjult kamera gennem længere tid, at der nogle gange blev givet forkert medicin til beboere. Pressenævnet fandt efterfølgende, at de oplysninger kunne være dokumenteret uden brug af skjult kamera.

Mest Læste

Annonce