Enhedslisten: København skal sige nej til lockout af lærere

11/03/2013 10:33

Administrator

Københavns kommune skal ikke gå i krig med sine lærere. I hvert fald ikke, hvis det står til Enhedslisten, der er klar til om nødvendigt at melde København ud af Kommunernes Landsforening. Borgerrepræsentationen tager stilling til forslaget på torsdag.

Kommunernes Landsforening har varslet lock-out af alle landets lærere fra 2. april. Men nu vil Enhedslisten have Københavns kommune til at trække sig ud af lockouten og holde byens skoler åbne.

- Regeringen og Kommunernes landsforening farer alt for voldsomt frem. Vi opfordrer til at man sætter sig ned og forhandler konstruktivt og søger en løsning, der er til gavn for kvaliteten i undervisningen. Ellers bliver børnene taberne, siger Enhedslistens Børne- og ungdomsordfører Rikke Lauritzen.

Regeringen har varslet en reform af folkeskolen, der skal finansieres via en kraftig reduktion af lærernes forberedelsestid. Men det mener Enhedslisten ikke regeringen skal bestemme. Og slet ikke når det går ud over kvaliteten i undervisningen.

- Lockout er et drastisk og konfliktoptrappende skridt at tage. Det lugter langt væk af at det er et diktat fra regeringen, der vil sætte de frie forhandlinger og den danske model ud af kraft. Men vi er glade for vores lærere og synes de gør et godt stykke arbejde. Det skal de også have mulighed for i fremtiden, siger Rikke Lauritzen.

Da Københavns kommune har overgivet forhandlingskompetencen til Kommunernes Landsforening, så er Enhedslisten klar til om nødvendigt at melde sig ud af KL for at slippe for at lockoute lærerne. Forslaget behandles i Borgerrepræsentationen torsdag den 14. marts.

Mest Læste

Annonce