Erklæring fra HandiHelp om Operation X

I forlængelse af udsendelsen ’Operation X – I kørestol og Lamborghini’ vist på TV2 den 13. januar 2011, har vi fundet det nødvendigt, at fremkomme med en række bemærkninger til indholdet af udsendelsen, der efter vores opfattelse på ufuldstændigt grundlag fremstiller HandiHelp A/S som en virksomhed, der bevidst og systematisk snyder kommunerne i forbindelse med varetagelse af arbejdsgiveransvaret for handicappede. Dette er ikke tilfældet.

I Udsendelsen fremkom en række udokumenterede påstande samt en del oplysninger der faktuelt er forkerte. HandiHelp A/S har desværre ikke haft mulighed for at se den pågældende dokumentation, der henvises til i programmet, og derved mulighed for at modbevise de fremsatte alvorlige påstande.

TV2 har tilbudt HandiHelp A/S’ direktør et yderligere interview med programmet, men uden at ville oplyse hvilke informationer man havde til rådighed, og som ville blive lagt til grund i programmet. Som følge heraf har vi ikke set det formålstjenstligt at deltage i et yderligere interview, idet vi ikke i et uforberedt interview ville have mulighed for at fremvise dokumentation, der i givet fald kunne modbevise de anførte beskyldninger.

Vi vil gerne understrege, at vi er en virksomhed, der udelukkende beskæftiger sig med handicappede, og vi gør hver dag vores yderste for at medvirke til at sikre vores brugere og plejeres rettigheder og vilkår. Direktøren og en række af vores ledende medarbejdere er selv handicappede, og vi ved derfor hvilken sårbar og udsat gruppe af mennesker vi beskæftiger os med.

Da der er tale om offentligt støttede ordninger, har vi naturligvis et stort ansvar for, at disse ordninger administreres indenfor lovens rammer, og vi vil i samråd med samtlige involverede kommuner gennemgå alle ordninger for at sikre, at der ikke er sket fejl ved administration heraf, idet vi naturligvis påtager os ansvaret såfremt det er tilfældet.

Under udsendelsen blev de påståede overtrædelser fremlagt på en ufuldstændig måde, og i et vist omfang på et forkert grundlag.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at korrigere en række af de i udsendelsen anførte påstande.

Den indkøbte Lamborghini er ikke købt for midler Københavns Kommune har stillet til rådighed til brug for hjælp til handicappede. HandiHelp A/S er en privat virksomhed, og tjener som følge heraf penge ligesom alle andre private virksomheder. Bilen, der ikke er indregistreret er indkøbt i et andet selskab end HandiHelp A/S som et investeringsobjekt, til en ombytningspris for under kr. 440.000.

De i programmet fremviste fakturer på ekstraydelser, der i det konkrete viste tilfælde ikke var ydet, er en fejl fra vores side. Vi fik af interne og eksterne eksperter opfattelsen af, at vi indenfor BPA ordningen var berettiget til betaling for en række ydelser, som vi har udført for en del af vores brugere men ikke alle. Vi har tidligere anerkendt fejlen og den pågældende faktura, der blev fremvist i programmet er krediteret, ligesom vi vil kreditere samtlige fakturaer opkrævet vedrørende ekstraydelser, uagtet at det er vores opfattelse, at vi er berettiget til en del af det opkrævede.

Det blev anført af en tidligere medarbejder hos HandiHelp A/S Gitte Becher, at der i virksomheden laves to fakturaer. En der er den reelle, og en der fremsendes til kommunen. Dette er ikke korrekt, og er en så alvorlig beskyldning, at Gitte Becher vil blive anmeldt til politiet ligesom der vil blive anlagt en injuriesag mod denne. Gitte Becher var i sin tid hos HandiHelp A/S ansvarlig for opgørelse af vikartimer, og det kan undre at en sådan beskyldning fremkommer nu næste 1½ år efter at hun fysisk ophørte med at være ansat hos HandiHelp A/S. Det skal for en god ordens skyld oplyses, at der medio 2009 af Handigruppen A/S er anlagt en sag mod Gitte Becher for illoyal opførsel under sin ansættelse og brud på sin konkurrenceklausul, og i den anledning er der nedlagt krav om Gitte Bechers betaling af et ikke ubetydeligt erstatningskrav.

Det blev endvidere i udsendelsen oplyst, at direktørens bror og mor har fået udbetalt store lønninger af midler, der var øremærket fra Københavns Kommune til brug for hjælpere. Dette er ikke en fuldstændig korrekt gengivelse af de faktiske forhold, idet en del af de pågældendes lønninger stammer fra den generelle indtjening i Handigruppen A/S, og derved en del af det overskud der måtte være i virksomheden.

Endelig blev det anført, at Århus Kommune oplyste, at Handihelp A/S opkrævede et langt større administrationsbidrag end det kommunen ville acceptere. Dette er fuldstændigt korrekt. HandiHelp A/S har løbende været i dialog – ikke bare med Århus Kommune – men også en lang række andre kommuner netop omkring spørgsmålet om størrelsen af administrationsbidraget, og i øvrigt ligeledes størrelsen af de omkostninger til hjælpernes lønninger som kommuner i henhold til BPA ordningen er forpligtet til at dække.

Det har og er fortsat HandiHelp A/S’ opfattelse, at en række kommuner ikke udbetaler de omkostninger de er forpligtet til i henhold til ordningerne, herunder størrelsen af administrationsbidraget. I henhold til BPA ordningen skal kommunerne udmåle de handicappedes individuelle behov ligesom kommunerne ved fastsættelse af timeantallet sikre sig, at der tages højde for en række yderligere omkostninger, herunder til vikartimer, oplæring mm.

De fleste kommuner har taget en politisk beslutning om et generelt niveau i henhold til hvilket, de fastsætter samtlige omkostninger der gives i tilskud til de handicappede uden hensyn til de individuelle behov.

Da HandiHelp A/S betaler vores ansatte hjælpere løn efter en højere takst end den takst kommunerne vil give, og da der i virksomheden er et administrationsapparat der skal dækkes ind, er det nødvendigt at forsøge at få kommunerne til at betale det administrationsbidrag, vi i henhold til loven mener at være berettiget til. Dette er en tvist med kommunerne, der har været eksisterende fra starten af indførelsen af BPA ordningerne. Det er en tvist som vores konkurrenter på området har med kommunerne, og det er en tvist fagforeningerne støtter op om, på vores side, idet de ønsker bedre forhold for de af deres medlemmer, der er hjælpere.

Der er med andre ord, i den situation ikke tale om en overfakturering, men om en uenighed om størrelsen af de omkostninger i henhold til BPA ordningen, som kommunen er forpligtet til at betale og som vi som privat leverandør er berettiget til at opkræve. Det er ikke et spørgsmål om svindel, men en juridisk tvist der i den sidste ende vil skulle afgøres af de sociale nævn mv.

Venlig hilsen

Handigruppen A/S
 

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1360 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene: