Flere kommuner skal være med til at løfte 60- og 25 procentmålsætningen

21/09/2012 12:52

Uddannelsesministeriet

I en række kommuner forventes det nu, at 60 procent får en videregående uddannelse og 25 procent også får en lang videregående uddannelse. Der er dog stor forskel mellem de enkelte kommuner. Det viser profilmodellen for 2010.

I 25 kommuner forventes mindst 25 procent af de unge, der afsluttede 9. klasse i 2010, at opnå en lang videregående uddannelse. I syv kommuner forventes mindst 60 procent at opnå en videregående uddannelse.

Det viser resultaterne fra den såkaldte profilmodel 2010, som nu er tilgængelige på kommunalt plan. Tallene viser blandt andet, at andelen af unge, som forventes at opnå en videregående uddannelse, varierer i kommunerne.

Regeringen har en målsætning om, at mindst 60 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i 2020, mens mindst 25 procent skal gennemføre en lang videregående uddannelse.

– Vi kan ikke blive for kloge. Derfor har regeringen iværksat en række initiativer, der skal hjælpe til at nå regeringens ambitiøse målsætning om, at flere skal have en videregående uddannelse, så vi kan fastholde vores velfærd og skabe vækst i Danmark. Det er glædeligt, at mange kommuner allerede forventes at løfte målsætningen, men bekymrende, at forskellen i kommunerne er så udtalt. Den enkeltes uddannelsesniveau skal ikke afhænge af, hvor man har gået i folkeskole. Derfor opfordrer jeg de kommuner, der halter efter, til målrettet at fokusere på, hvor de kan sætte ind, så flere opnår en videregående uddannelse. Regeringen er klar til dialog med kommunerne om, hvordan vi i fællesskab kan indfri ambitionerne om den dygtigste generation nogensinde, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

Især universitetskommuner og visse nabokommuner til universitetskommuner er førende. Andelen varierer fra 39 procent i Bornholms Kommune til 72 procent i Lyngby-Taarbæk Kommune, når det gælder 60 procent-målsætningen.

De syv kommuner, der ifølge de nye beregninger forventes at nå 60 procent-målsætningen allerede for 2010 ungdomsårgangen, er Hillerød Kommune (64 procent), Furesø kommune (66 procent), Allerød Kommune (68 procent), Hørsholm Kommune (69 procent), Rødovre Kommune (70 procent), Gentofte kommune (71 procent) og Lyngby-Taarbæk Kommune (72 procent).

Andelen af unge i 2010 ungdomsårgangen, der forventes at få en lang videregående uddannelse, varierer fra 11 procent i Læsø kommune til 45 procent i Lyngby-Taarbæk Kommune og Rødovre Kommune.

Resultaterne på landsplan fra profilmodel 2010 viser, at 53,6 procent af 2010 ungdomsårgangen forventes at opnå en videregående uddannelse, mens 23,8 procent forventes at opnå en lang videregående uddannelse senest 25 år efter afslutningen af 9. klasse.

Målsætningerne er opfyldt, hvis profilresultaterne for 2015 på landsplan viser, at henholdsvis 60 og 25 procent af 2015 ungdomsårgangen forventes at opnå en videregående henholdsvis en lang videregående uddannelse.

Om profilmodellen 2010

Profilmodellen 2010 blev offentliggjort i december 2011 og viser, hvordan den ungdomsårgang, der afsluttede 9. klasse i 2010, forventes at uddanne sig i løbet af de kommende 25 år, hvis uddannelsessystemet og de unges uddannelsesadfærd i fremskrivningsperioden er som i 2010.

Profilmodellens resultater er ikke et udtryk for det generelle uddannelsesniveau i kommunerne, men kun for de elever i 9. klasse, som har gået i kommunens skoler.

Læs mere om profilmodellen 2010 – hos Ministeriet for Børn og Undervisning

 

Mest Læste

Annonce