Frederiksberg Kommune opsiger overenskomst for to institutioner

24/10/2012 14:32

Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Kommune opsiger driftsoverenskomsten med Lindevang Vuggestue og Lindevang Børnehave. Det besluttede Frederiksberg Kommunalbestyrelse på et møde mandag. Alle børn og forældre kan blive i institutionerne. Opsigelsen har virkning 1. august 2013, hvor driften overgår til kommunen, der vil drive institutionerne videre som én samlet institution. Alle børn, forældre og medarbejdere kan blive på institutionerne, og det er fortsat muligt at skrive børn op.

Rådmand og formand for Børneudvalget Pernille Høxbro oplyser, at blandt andet de mange familieansættelser i institutionen ligger til grund for beslutningen.

”Frederiksberg har mange selvejende daginstitutioner. Det har vi, fordi vi værdsætter selvejeformen og påskønner mangfoldighed i vores institutionstilbud. Men det kræver også, at vi politikere er klar til at trække en tydelig grænse, når der foregår ting, som vi ikke kan acceptere. Borgerne skal have tillid til vores selvejende daginstitutioner. Derfor må politikerne gribe ind, når der er forhold, som for de fleste borgere virker helt hen i vejret og giver anledning til konflikter i en institution,” siger Pernille Høxbro.

Frederiksberg Kommune meddeler nu de to institutioner Kommunalbestyrelsens beslutning. Kommunen vil i de kommende dage også orientere forældre og personale.

Fakta

  • Alle børn og forældre kan blive i institutionerne
  • Alle medarbejdere bliver 1. august virksomhedsoverdraget og kan blive i institutionerne under Frederiksberg Kommunes arbejdsgiveransvar
  • Der er ni måneders opsigelse på driftsoverenskomsten. Frederiksberg Kommune overtager driften 1. august 2013, og sammenlægger de to institutioner
  • Bestyrelserne driver institutionerne i overgangsperioden 

Mest Læste

Annonce