Grøn Omstillingsfond åbner i dag med 40 mio. kr.

19/03/2013 12:06

Erhvervs- og Vækstministeriet

Fra i dag kan virksomheder og organisationer søge tilskud til grøn omstilling af deres forretning. Den grønne omstillingsfond er en del af den grønne omstillingspakke, som regeringen og Enhedslisten afsatte i forbindelse med finansloven for 2013.

Fonden skal bidrage til at ruste danske virksomheder til fremtidens ressourceknappe økonomi.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

 - Grøn omstilling af danske virksomheder giver bedre miljø og grobund for nye forretningsmuligheder, der skaber eksport og arbejdspladser.

 - Stigende råvarepriser betyder, at ressourceoptimering og evnen til at genanvende materialer er blevet centrale konkurrence-parametre. Hvis danske virksomheder skal styrke produktiviteten og konkurrenceevnen, er det afgørende, at virksomhederne reducerer ressourceforbruget. Med Grøn Omstillingsfond hjælper vi virksomheder i Danmark til at skabe en god forretning gennem ressourceoptimering.

 - Nu åbner Grøn Omstillingsfond med 40 mio. kr., der skal understøtte forretningsudvikling, produktion, salg og markedsføring af grønne produkter.
 - Gennem fonden kan virksomheder fx få tilskud til at re-designe produkter, så bæredygtige materialer integreres i produkterne og genanvendelse i højere grad bliver muligt.

Læs også: 40 inititiativer skal skabe grønne jobs
Virksomheder, organisationer og offentlige institutioner kan nu søge om tilskud fra fonden.

Grøn Omstillingsfond er et resultat af finansloven for 2013. Regeringen og Enhedslisten har desuden indgået aftale om en række andre grønne, erhvervsrettede initiativer. Det gælder bl.a. maritim omstillingspulje, indsats for at begrænse virksomheders spild gennem industrielle symbioser samt et grønt iværksætterhus.

Fonden retter sig mod forretningsudvikling, produktion, salg og markedsføring af grønne produkter og serviceydelser. Interesserede virksomheder, organisationer og offentlige institutioner kan få mere information samt søge om tilskud her: www.groenomstilling.dk

Mest Læste

Annonce