I en ny stor registerbaseret undersøgelse, der dækker årerne 2001-2008, dokumenterer DEA, at humanister har kvalifikationer, der er efterspurgt af arbejdsmarkedet - også i den private sektor.
Undersøgelsen viser, at ét år efter endt uddannelse havde 80 pct. af humanisterne et job, som krævede enten en akademisk uddannelse (akademisk match) eller et mere utraditionelt job, hvor humanisterne blev økonomisk belønnet for deres akademiske kompetencer (lønmæssigt match).
Sidstnævnte dækker over, at flere og flere humanister finder arbejde i serviceerhverv, kontorjobs og i den finansielle sektor.
I alt havde 48 pct. et akademisk match, mens 70 pct. matchede lønmæssigt.
Ikke så godt som andre
Undersøgelsen viser dog også, at humanisterne ikke klarer sig så godt som dimittender fra de samfundsvidenskabelige og tekniske uddannelser (tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige uddannelser).
I begge grupper oplevede 95 pct. at være ansat i et matchende job ét år efter, at de afsluttede deres uddannelse.
De nyuddannede humanister viser sig også at være mere følsomme over for konjunkturudviklingen end de øvrige nyuddannede dimittender. Ved statens ansættelsesstop i 2003 og finanskrisens indtog i 2009 blev de nyuddannede humanister ramt hårdere end de andre dimittender.
Alder betyder noget
Der kan være flere årsager til, at humanisterne klarer sig dårligere på arbejdsmarkedet end de øvrige uddannelser.
I undersøgelsen har DEA bl.a. kigget på demografiske faktorer. Her tyder det på, at alder er én af de faktorer, der gør en forskel. Blandt de humanistiske dimittender er en større andel over 45 år, når de afslutter deres uddannelse, mens gruppen af 25-29-årige, som er dem, der matcher bedst for alle grupper, er mindre hos humanisterne end for de øvrige uddannelser.
Afkræfter fordom
DEA's undersøgelse har til formål at bringe mere viden ind i debatten om, hvordan vi sikrer mere højtuddannet arbejdskraft på arbejdsmarkedet og hvilken type af kvalifikationer, som samfundet har brug for i fremtiden.
Analysen afkræfter den fordom, at samfundet generelt ikke har brug for humanistiske kompetencer. Desuden viser den, at humanisterne i høj grad søger arbejde uden for det traditionelle akademiske arbejdsmarked og er med til at øge samfundets værdiskabelse ad den vej. Det er en vigtig pointe i debatten om overuddannelse, hvor der er en tendens til at overse, at akademikere i f.eks. HK-stillinger i mange tilfælde skaber en merværdi, hvilket de belønnes for gennem højere løn.
Men analysen viser også, at der fortsat er behov for massivt fokus på, hvordan de humanistiske uddannelser i endnu højere grad kan uddanne kandidater, der passer til arbejdsmarkedets krav og behov.
