Klimapenge til initiativer for beboere i Gundsølille, Ågerup, Store Valby og Lille Valby

23/10/2012 14:56

Roskilde Kommune

Roskilde Kommunes Klimafond går i 2012 til udvikling af ”klimaskolen”, der skal komme beboerne til gavn i den nordlige del af kommunen. En gruppe RUC forskere får også penge til at udvikle intelligente vedvarende energiløsninger for virksomheder i Roskilde.

”Vi er utroligt glade for at få denne håndsrækning fra kommunen. Allerede sidste år havde vi et stort arrangement på Lindebjergskolen med et imponerende fremmøde. Det viste den store interesse der er for projektet. Med pengene fra Klimafonden kan vi nu følge op på denne interesse og komme tættere på både klimalæringen for skolens elever men også arbejde videre med klimarigtige løsninger for lokalsamfundets beboere” siger en af initiativtagerne til ”Klimaskole Lindebjergskolen og Gundsølillehallen” Hanne Kjær Jørgensen, Teknologisk Institut og næstformand i skolebestyrelsen på Lindebjergskolen..

Initiativgruppen får 50.000 kr. til indledende udvikling af læringskoncepter, ’klimaudsmykning’ og caféworkshop om konkrete klimaløsninger for beboerne i Gundsølille, Ågerup, Store Valby og Lille Valby.
Pengene er klimafondsmidler, som er bevilget af Teknik- og Miljøudvalget på indstilling fra Roskilde Kommunes Klimaråd.

Der er også en gruppe forskere på RUC i projektet ”ENSPAC”, der får del i årets Klimafondsmidler. Præcis 99.605 kr. går til et forprojekt, der skal munde ud i forslag til mulige vedvarende energiløsninger for større virksomheder i Roskilde.

Torben Jørgensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget og formand for Klimarådet, er glad for beslutningen om at styrke samarbejdet med RUC.
”Vi støtter meget gerne et projekt, der både gavner det lokale erhvervsliv og RUC’s forskning. Projektet vil kunne danne grundlag for, at virksomheder bedre kan søge de puljer, der fra 2013 vil blive udbudt af Energistyrelsen som en del af den nye energiaftale. Det er meget fint, at RUC forskerne på den måde kan give lokale virksomheder et forspring på klimaområdet”, siger Torben Jørgensen.
”Jeg glæder mig også til at følge arbejdet med ”klimaskolen”, for jeg tror det store lokale engagement kan føre til nogle rigtigt interessante løsninger, som resten af kommunen kan lære noget af”, siger udvalgsformanden.

Fakta
Roskilde Byråd besluttede i 2011 at der skulle etableres en Klimafond på årligt 200.000 kr. Anvendelsen af disse midler skal Teknik- og Miljøudvalget beslutte efter indstilling fra Klimarådet. Man kan læse mere om Klimarådet på www.roskilde.dk/klimaråd

Mest Læste

Annonce