Kommuner får hjælp til funktionsudbud

08/12/2011 09:42

Nick Allentoft

Udbudsrådet offentliggør i dag et nyt værktøj til funktionsudbud, som skal hjælpe kommunale indkøbere med at lave funktionsudbud på hjælpemiddelområdet.

Når kommunerne bruger funktionsudbud i stedet for traditionelle udbudsformer, får de private leverandører bedre muligheder for at nytænke opgaveløsningen. Det kan resulterer i kvalitetsforbedringer og effektiviseringer til glæde for borgerne og de pressede kommunale budgetter.

”Kommunernes budgetter er trængte. Derfor er der behov for at tænke nyt i det offentlige. Når man anvender funktionsudbud, kvitterer virksomhederne ved at udvikle opgaveløsningen, bringe ny teknologi i anvendelse og løfte servicen overfor borgeren. Derfor hjælper vi nu kommunerne,” siger Jørgen Lindegaard, formand for Udbudsrådet.

I dag er det kun få kommuner, der bruger funktionsudbud på hjælpemiddelområdet. Samtidig efterspørger kommunale indkøbere mere viden om funktionsudbud.

”Det er en skam, hvis det er manglende kendskab til funktionsudbud, der afholder kommunale indkøbere fra at bruge funktionskrav og dermed udnytte de muligheder for innovation og effektivisering, der ligger i et offentlig-privat samarbejde,” siger Jørgen Lindegaard, formand for Udbudsrådet.

Fakta: Udbudsrådets værktøj til funktionsudbud

I et funktionsudbud fastlægger den offentlige myndighed alene det formål, som en given vare eller tjeneste skal indfri gennem anvendelse af funktionskrav. Kontrasten til funktionsudbud er aktivitetsbaserede udbud, hvor langt flere elementer er fastsat og reguleret i kontrakten, eksempelvis arbejdsmetode eller materialevalg. Denne forskel betyder også, at offentlige myndigheder, der anvender funktionsudbud, skal være opmærksomme på, at funktionsudbud stiller nye krav til myndighedernes kontraktopfølgninger og kontrol med opgaveløsningen.

Funktionsudbud giver virksomhederne metodefrihed, når de løser opgaver for det offentlige. Igennem anvendelse af funktionsudbud skaber offentlige myndigheder mulighed for, at virksomheder løbende kan effektivisere og nytænke opgaveløsningen samt udvikle og inddrage ny teknologi og nye produkter.

Udbudsrådet har i det seneste år haft et særligt fokus på funktionsudbud. Det har resulteret i en analyse af funktionsudbud, som blev offentliggjort i november 2010 og et inspirationsmateriale om funktionsudbud målrettet beslutningstagere i regionerne, som blev offentliggjort i februar 2011.

Værktøjet til funktionsudbud på hjælpemiddelområdet, som Udbudsrådets offentliggør nu, lægger sig i forlængelse af Rådets tidligere arbejde.

Hjælpemiddelområdet og udbud af driften af kommunale hjælpemiddeldepoter er fokus for værktøjet, der er udarbejdet med afsæt i en analyse af ti kommuners erfaringer med udbud af driften af hjælpemiddeldepoter. Analysen blev offentliggjort d. 5. december 2011 og viser, at kommunerne kun i begrænset omfang anvender funktionskrav, når driften af hjælpemiddeldepoterne udbydes.

Værktøjet til funktionsudbud er udarbejdet af Rambøll Management Consulting for Udbudsrådet.

Mest Læste

Annonce