Kulegravning af AMU-området

11/04/2011 11:53

Nick Allentoft

Undervisningsministeren ønsker at bekæmpe misbrug af VEU-godtgørelse og befordringstilskud. Omfattende undersøgelse og kulegravning er sat i gang.

Undervisningsministeriet har fredag den 8. april skrevet til en række kommuner, som har indgået uklare ansættelseskontrakter med nogle AMU-kursister med den virkning, at det har udløst VEU-godtgørelse.

Det sker på baggrund af en række konkrete sager, hvor Undervisningsministeriet er blevet bekendt med muligt misbrug af reglerne for at modtage VEU-godtgørelse og befordringstilskud.

"Jeg kan som ansvarlig minister ikke sidde overhørig, at midlerne til voksen- og efteruddannelsesindsatsen kan være blevet misbrugt. Derfor vil jeg nu tage en række initiativer, der skal sikre, at VEU-midlerne bruges på at dygtiggøre arbejdsstyrken i Danmark," siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen.

Regeringen har allerede taget en række initiativer – senest med lovforslaget om stramninger af godtgørelsesloven. Men ministeren mener, at der én gang for alle er behov for at komme til bunds i sagen og ønsker derfor handling.

De konkrete initiativer:

* Tilskud, der er udbetalt til skolerne, vil blive krævet tilbagebetalt, også selv om tilskuddene er videreført til firmaer, kursister etc. Der vil ligeledes blive foretaget en konkret vurdering af, om de pågældende institutioner skal have frataget udbudsgodkendelser.


* Brev til kommuner, der har indgået uklare ansættelseskontrakter, om, at ministeren er tvivlende over for kontrakternes gyldighed. Samtidig er der sendt kopi til KL’s formand og indenrigs- og sundhedsministeren, der er tilsynsmyndighed på området.


* En tilbundsgående kulegravning af hele AMU-området for at finde frem til, hvordan det sikres, at der kun bliver holdt kurser, der fuldt ud lever op til AMUs formål.

"Jeg venter kulegravningen klar før sommerferien og vil herefter vurdere, hvad der er behov for af øvrige politiske initiativer," slutter Troels Lund Poulsen.

Mest Læste

Annonce