Lærerne i Haderslev er flittige i undervisningslokalet

12/11/2012 14:50

Haderslev Kommune

Lærerne i Haderslev Kommune bruger over 40 procent af deres tid på at undervise, viser en analyse fra KL. Det skal de have stor ros for, lyder det fra både direktør og lærerkredsformand.


Lærerne i Haderslev Kommune er flittige i klasseværelserne. De bruger megen tid på at undervise og på at være sammen med eleverne. Det viser en partnerskabsanalyse fra KL, som 26 kommuner fra hele landet har været med i.

En lærer i Haderslev Kommune bruger gennemsnitligt 40,1 procent af sin arbejdstid på at undervise, hvor gennemsnittet fra de øvrige deltagende kommuner er 39,4 procent. Dermed ligger Haderslev over gennemsnittet, når det gælder lærernes samlede undervisningstid.

”Vi ligger over gennemsnittet og selvom det måske ikke lyder af så meget, så er vi glade for resultatet. Lærere bliver ofte kritiseret for, at de bruger al for megen tid på forberedelse og for lidt tid sammen med eleverne. Analysen fra KL viser, at vores lærere og ledere virkelig formår at prioritere undervisningen og få så meget som muligt ud af de timer, de har til rådighed”, siger direktør for børne- og familieservice, Charlotte Veilskov Friis.

Tallene er for skoleåret 2011/2012, hvor en stor reform på børne- og familieområdet har været på vej i Haderslev Kommune.

”Derfor er det også ekstra dejligt at se, at vi ikke har mistet fokus på, at undervisningen og tiden sammen med eleverne er så vigtig”, siger Charlotte Veilskov Friis.

Formand for Haderslev Lærerkreds, Bent Hansen, siger:

"Det er opmuntrende, at kollegerne i Haderslev Kommune faktisk har rigtig mange timer sammen med eleverne og at kerneydelsen på den måde er højt prioriteret".

Analysen fra KL viser også, at lærerne i Haderslev Kommune bruger en del tid på forberedelse, skolehjem-samtaler osv. Til gengæld er der ikke så megen tid til rådighed til alt det andet.

”Vi ved, at vores lærere for eksempel ikke har så meget tid til efteruddannelse, og det er noget af det, vi gerne vil prioritere fremadrettet”, siger Charlotte Veilskov Friis.

Mest Læste

Annonce