Mænd og kvinders forskellige jobvalg skal kulegraves

Mænd og kvinder fordeler sig pilskævt på det danske arbejdsmarked. Det fænomen har medarbejdere og arbejdsgivere i regionerne aftalt at se nærmere på i de kommende år som en del af OK11.

Læs også FTF historie: Bred enighed om at kønsopdelt arbejdsmarked er et problem

Kvinder og mænd går ud af døren om morgenen og hver deres vej væk fra hinanden på job: Otte ud af ti af de over 650.000 ansatte i kommuner og regioner er kvinder. I den private sektor er mere end seks ud af ti ansatte mænd. Hovedsageligt kvinder arbejder med pleje og omsorg. Og hovedsageligt mænd arbejder indenfor industri, transport og byggeri.

Denne skæve fordeling af kønnene vil medarbejdere og arbejdsgivere i regionerne nu udforske nærmere i de næste to år.

Indsatsen er aftalt mellem Sundhedskartellet og Danske Regioner som en del af den to-årige overenskomst, som parterne netop har indgået for knap 120.000 ansatte på danske hospitaler. Det gælder fx sygeplejersker, fysioterapeuter og bioanalytikere.

Aftalen omfatter, at repræsentanter for medarbejdere og arbejdsgivere i en projektgruppe skal diskutere, hvad de kan sætte i værk for at bløde op på den skæve kønsopdeling. Der er lagt op til en længere møderække, hvor parterne sætter undersøgelser i gang og kortlægger udvalgte problemstillinger.

Lønforskel mellem kønnene
Når det kønsopdelte arbejdsmarked skal scannes igennem, skyldes det forhandlingsparternes fælles opfattelse af, at netop den skæve fordeling på fag og brancher har flere negative konsekvenser. Først og fremmest er den skæve kønsopdeling hovedårsagen til, at mænd generelt får mere i løn end kvinder.

Regeringens Lønkommission fastslog sidste år således, at der generelt er en lønforskel før skat mellem mænd og kvinder på hele 14-20 procent i mændenes favør. Men forskellen skyldes primært, at de to køn arbejder i forskellige fag og sektorer og har forskellige funktioner – bl.a. er mænd i højere grad ledere.


Ser man på mænd og kvinder inden for samme fag og med samme arbejdsfunktion er lønforskellen langt mindre: I gennemsnit mellem en halv og tre procent afhængig af lønbegreb.

Kvinder har desuden en samlet lavere livsindkomst, fordi de i langt højere grad end mændene har deltidsstillinger. Hvilket er klart mest udbredt i den offentlige sektor.

Vil gavne arbejdsklima og fleksibilitet
En mere ligelig fordeling af kvinder og mænd på forskellige fag vil ikke bare udjævne lønforskellen mellem de to køn. Det vil også være værdifuldt for både opgaveløsningen og arbejdsklimaet på arbejdspladserne. Det mener formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

”Det er meget vigtigt, at der bliver gjort noget for en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder på det danske arbejdsmarked nu. Den markant skæve fordeling, vi har i dag, er kraftigt medvirkende til den store lønforskel mellem kønnene”, siger hun.

Bente Sorgenfrey peger også på, at borgerne vil have gavn af en mere ligelig kønsfordeling inden for de professioner, der udfører velfærdsydelser som fx pleje, omsorg, undervisning og børnepasning.

”Børn og unge i en daginstitution har behov for at møde begge køn i deres dannelse og uddannelse, de har behov for modspil fra begge køn. Og den ældre mand på plejecenteret vil helt klart også være glad for at møde begge køn i omsorgen”, siger hun.

Da Lønkommissionen fremlagde sit arbejde sidste år, pegede Bente Sorgenfrey på, at måltal for fordelingen af mænd og kvinder kan være et redskab. Men ikke i form af kvoter - hun pegede på, at den enkelte arbejdsplads kan blive mere opmærksom på udfordringen ved at sætte mål for andelen af mænd og kvinder.

Sygefravær højere på kvindearbejdspladser
Niels Westergård-Nielsen, professor ved Handelshøjskolen ved Århus Universitet, har som medlem af Lønkommissionen været med til at kortlægge det danske arbejdsmarked og udforme kommissionens anbefalinger.

”Den markante kønsopdeling på det danske arbejdsmarked er ikke hensigtsmæssig. Det er næsten aldrig et godt tegn, at noget er meget opdelt. Man kan især se en stor forskel på sygefraværskulturen på arbejdspladser, der er meget domineret af det ene eller det andet køn. Værdier og tolerance i forhold til sygefravær påvirkes meget af kønsdominans. Meget tyder på, at sygefravær er højere på rene kvindearbejdspladser. Vi er i gang med at forske mere i netop det”, siger Niels Westergård-Nielsen.

Endelig pegede kommissionen på, at kønsopdelingen betyder, at arbejdsmarkedets samlede omstillingsevne forringes. ”At kunne finde beskæftigelse i såvel den offentlige som i den private sektor forbedrer således alt andet lige arbejdsmarkedets evne til at tilpasse sig ændrede konjunkturer og internationale konkurrencevilkår”, som det hedder i Lønkommissionens redegørelse.


Om Sundhedskartellet

Forhandlings- og samarbejdsorganisation for knap 120.000 ansatte i sundheds- og socialsektoren. Omfatter 11 faglige organisationer med Dansk Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen, Danske Bioanalytikere og Farmakonomforeningen som de største.


FTF/Journalist Mette Løvgreen

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene: