Markant flere virksomheder søger støtte til grøn teknologi

25/10/2012 12:14

Miljøministeriet

Virksomheder og vidensinstitutioner har vist massiv interesse for Miljøministeriets pulje til grøn teknologi.

Virksomheder, universiteter og rådgivere har fået smag for at udvikle
grøn teknologi. I hvert fald hvis man skal dømme efter antallet af ansøgninger til Miljøministeriets pulje til udvikling af grøn teknologi. I år har Miljøministeriet modtaget 25 procent flere ansøgninger end sidste år. Samtidig er ansøgerne langt mere ambitiøse og har søgt om
næsten dobbelt så mange midler som sidste år.

- Midlerne bidrager til en grøn omstilling, der for eksempel gør træbeskyttelse grønnere, skibsmotorer mindre forurenende og miljøvenlig bilvask muligt. Derfor er jeg rigtig glad for det store antal
ansøgninger, der har været i år, da det betyder, at endnu flere virksomheder er klar til at komme ud over rampen med deres innovative ideer, siger miljøminister Ida Auken.

I alt har Miljøministeriet i år modtaget over 100 ansøgninger til de
såkaldte MUDP-midler, som støtter udvikling, test og demonstration af
miljøeffektiv teknologi. Ansøgerne har samlet søgt om tilskud på over
125 millioner kroner til projekter for mere end 250 millioner kroner.
Ansøgningerne spænder over alt fra vand og klimatilpasning, ressourcer og affald til luft og kemikalier. Miljøministeriet har 60 mio. kroner til at støtte disse projekter i år. Derudover er der 15 mio. kroner til at oprette offentlige/private partnerskaber, internationalt
miljøsamarbejde mv.

- Når virksomhederne søger penge hos os, er det selvfølgelig, fordi de
mener, der er god forretning i at udvikle grønne løsninger til et
globalt voksende marked. Og god forretning for danske virksomheder er det, der skaber job og vækst i Danmark, siger miljøminister Ida Auken.

Miljøministeriet har siden 2008 støttet i alt 147 projekter hos
virksomheder og vidensinstitutioner med 95 millioner kroner. Det svarer til projektaktiviteter for minimum 180 millioner kroner, eftersom
ansøgerne skal medfinansiere projekterne.

Til december vil ansøgerne få besked om, hvorvidt deres projekter vil
modtage støtte.

Mest Læste

Annonce