Ministre vil hjælpe støjramte lejere

28/02/2011 13:30

Nick Allentoft

Man skal kunne læse en bog i sin stue, se fjernsyn eller tage en lur på sofaen i myldretiden, uden at man bliver generet af støj fra biler, lastbiler, motorcykler og busser. Miljøminister Karen Ellemann og socialminister Benedikte Kiær vil sammen med Landsbyggefonden hjælpe støjramte lejere med kampagnen ”Rolig Bolig”.

Mandag morgen besøgte Karen Ellemann, Benedikte Kiær og Landsbyggefondens direktør Bent Madsen boligafdelingen Brunevang i Rødovre, som er placeret ved en trafikeret motorvej. Boligafdelingen har allerede søgt om penge til renovering og støjbekæmpelse igennem

Landsbyggefonden, og nu håber ministrene på, at flere boligafdelinger vil gøre det samme.

- Det må være enormt frustrerende at bo ud til en vej, hvor der hele tiden er larm fra lastbiler, motorcykler og biler, også selvom vinduerne er lukkede. Vi vil gerne hjælpe de lejere, som har problemer med at sove om natten, og som ikke engang kan sidde i deres sofa og slappe af uden at høre susende biler over det hele. Støj er et problem, som vi skal tage alvorligt, og som alle skal være med til at løse. Mange boligorganisationer skal renovere inden for de kommende år, og her er det helt oplagt at overveje muligheden for lydtætte vinduer, støjskærme og stille gårdmiljøer, siger miljøminister Karen Ellemann.

Husk støjen
Omkring en million danskere bor i almene boliger, som ofte er placeret ved stærkt trafikerede veje. Inden for de kommende år skal mange almene boliger renoveres. Kampagnen skal hjælpe driftschefer, bestyrelser og beboere til at huske støjbekæmpelse, når skal i gang med kommende renoveringer.

- Vi vil gøre boligorganisationerne opmærksomme på vejstøjens konsekvenser for helbred og livskvalitet, og at der er flere gode metoder til at dæmpe støjen. Når man alligevel er i gang med at lave en tiltrængt renovering af en afdelings bygninger, kan der ofte for små midler tænkes en effektiv støjbekæmpelse ind, Mindre vejstøj giver automatisk øget komfort og højere livskvalitet for den enkelte beboer. I den sidste ende kan det være med til at gøre de udsatte boligafdelinger mere attraktive, siger socialminister Benedikte Kiær.

Boligorganisationer kan søge om støtte til renoveringsprojekter igennem Landsbyggefonden. Med den seneste boligaftale er der skabt mulighed for, at Landsbyggefonden indenfor en samlet investeringsramme på 21 milliarder kroner over de kommende seks år kan støtte renoveringsarbejder i udsatte almene boligafdelinger. Renovering af bygningerne kan også omfatte støjbekæmpelse.

Læs mere om kampagnen

Fakta:
• Der er ca. 550.000 almene boliger i Danmark.
• Der bor ca. en million lejere i de almene boliger i Danmark.
• Næsten hver tredje bolig i Danmark er belastet med vejstøj over grænseværdien sva-rende til 786.000 boliger.
• Flere hundrede danskere dør hvert år som følge af støj, som følge af hjertesygdom og slagtilfælde i hjernen.

Mest Læste

Annonce