Nordjyske virksomheder trodser global usikkerhed med stærk produktion og eksport

05/11/2012 14:50

Region Nordjylland

De seneste måneder er de positive forventninger i nordjysk erhvervsliv stort set blevet indfriet. Især produktionen og eksporten har været stærke, og virksomhederne forventer, at fremgangen fortsætter året ud. Til gengæld er der fortsat usikkerhed omkring virksomhedernes ordreindgang og beskæftigelse, viser et nyt nordjysk konjunkturbarometer.

Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet har i samarbejde med Vækstforum Nordjylland og Spar Nord Fonden offentliggjort et nyt Nordjysk Konjunkturbarometer. Analysen tager temperaturen på det nordjyske erhvervsliv ud fra virksomhedernes meldinger om den faktiske udvikling i 3. kvartal 2012 og deres forventninger til 4. kvartal 2012.

Produktion og eksport er lyspunkter i global usikkerhed
Gennem hele 2012 har de nordjyske virksomheder haft positive forventninger til deres produktion, hvilket også afspejles i den faktiske udvikling i produktionen i 3. kvartal. Her har 30 % af virksomhederne oplevet fremgang mens 20 % havde tilbagegang. Denne udvikling svarer stort set til de fremtidige forventninger til produktionen i årets 4. kvartal.

Modsat peger barometeret for beskæftigelsen stadig nedad. Gennem det seneste halve år er både den faktiske udvikling og forventningerne til beskæftigelsen faldet, hvilket hænger sammen med usikkerheden på de globale markeder. Dette ser ikke ud til at ændre sig resten af året, idet der stadig er flere virksomheder der venter tilbagegang end fremgang.

Eksporten er derimod fortsat et lyspunkt i nordjysk erhvervsliv, og de positive forventninger til 3. kvartal blev endda overgået af den faktiske udvikling i eksporten. Samtidig forventer virksomhederne yderligere fremgang resten af året.

Virksomhedernes forventninger til udviklingen i 4. kvartal 2012 sammenlignet med 3. kvartal 2012. Kilde: Nordjysk Konjunkturbarometer. Se figuren i fuld størrelse.

Virksomhederne er blevet bedt om at vurdere, hvorvidt den pågældende økonomiske størrelse vil være større, uændret eller mindre i den betragtede periode sammenlignet med den tidligere periode.

Kommentar fra Vækstforum Nordjylland:
- Det er naturligvis beklageligt, at der stadig er lidt mørke udsigter for beskæftigelsen, men vi håber på en vending på den lidt længere bane.
Til gengæld hæfter jeg mig ved de positive takter for produktionen og især eksporten. Det understreger, at de nordjyske virksomheder forstår vigtigheden af at have et stort marked og et internationalt udsyn. Ikke mindst i en krisetid. Fra Vækstforums side understøtter vi målrettet den udvikling. For eksempel har vi med programmet GLOBAL gjort det muligt for små og mellemstore virksomheder at få kvalificeret rådgivning til at vækste internationalt, siger Mogens Gade, medlem af formandskabet for Vækstforum Nordjylland.

Kommentar fra Institut for Økonomi og Ledelse, AAU:
- Selvom ledigheden i Nordjylland er faldet mere end i andre dele af landet er der ikke for alvor udvikling i beskæftigelsen. I betragtning af den usikre situation i den globale økonomi kunne man forvente at barometeret stod på lavtryk, men bortset fra forventningerne til beskæftigelsen melder virksomhederne om status quo. De nære eksportmarkeder, Norge, Sverige og Tyskland holder givetvis hånden under en del af konjunkturerne, siger Jesper Lindgaard Christensen, der forsker i erhvervsudvikling ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

Yderligere informationer
Nordjysk Konjunkturbarometer

Nordjysk Konjunkturbarometer udarbejdes af Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet. Barometret bygger på en rundspørge blandt 1.000 repræsentativt udvalgte nordjyske virksomhedsledelser vedrørende deres forventninger til udviklingen i en række økonomiske variable i det kommende kvartal - sammenholdt med den faktiske udvikling i det foregående kvartal. I denne runde af barometret indgår svar fra 381 virksomheder. Barometeret er muliggjort gennem finansiering fra Vækstforum Nordjylland, Aalborg Universitet og Spar Nord Fonden. Dataindsamling og -bearbejdning foretages af en gruppe forskere på Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet.

Læs mere om Nordjysk Konjunkturbarometer

Vækstforum Nordjylland

Vækstforum Nordjylland er et samlet forum for regional erhvervsudvikling. Her mødes erhvervsliv, viden- og uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter og offentlige myndigheder i et stærkt partnerskab for at styrke erhvervsudviklingen i Nordjylland.

Læs mere om Vækstforum Nordjylland

Mest Læste

Annonce