Ny rapport fra Beskæftigelsesministeriet om kvinder og mænd på arbejdsmarkedet

21/01/2013 11:11

Beskæftigelsesministeriet

Mænd og kvinder har forskellig tilknytning til arbejdsmarkedet. Eksempelvis er en langt større andel af kvinder end mænd ansat i den offentlige sektor, mens mænd i højere grad er beskæftiget i den private sektor. Beskæftigelsesministeriet har udgivet rapporten, Kvinder og mænd på arbejdsmarkedet 2012, der ser nærmere på, hvad der kendetegner dagens kvinder og mænd i relation til bl.a.

uddannelse, ledighed, løn og barsel.

Rapporten, der udgives årligt, beskriver kvinder og mænds situation på arbejdsmarkedet i dagens Danmark og udviklingen over de seneste år.
Blandt rapportens resultater er bl.a.:

• Forskellen mellem kvinder og mænds beskæftigelsesfrekvens er reduceret betydeligt over det seneste årti. Knap 7 ud af 10 kvinder er i beskæftigelse, hvilket er lidt færre end blandt mænd.

• Danske kvinder har den næsthøjeste beskæftigelse blandt kvinder i EU.

• Mænds ledighed steg mere end kvindernes i starten af den økonomiske krise, men siden sommeren 2010 har ledigheden blandt mænd været svagt faldende, hvorimod ledigheden blandt kvinder er fortsat med at stige. Nu er ledigheden blandt kvinder og mænd stort set ens på lidt over seks procent.

• Knap 3 ud af 10 topledere er kvinder. Andelen har været stigende igennem 2000’erne.

• Mænd arbejder knap seks timer mere end kvinder om ugen, blandt andet fordi flere kvinder end mænd arbejder på deltid.

• Uddannelsesgabet mellem kønnene er blevet udlignet over de seneste 20 år, så der nu er stort set lige mange mænd og kvinder med en erhvervskompetencegivende uddannelse. Kvinder har mere sygefravær end mænd.

• Kvinder tager hovedparten af den samlede barselorlov, men mænds brug af barsel er steget.

Mest Læste

Annonce