Nye kort skal forhindre kloakvand i gaderne

12/10/2012 10:42

Miljøministeriet

Problemer med afledning af spildevand under skybrud bliver kortlagt, så oversvømmelser nemmere undgås.

Alle kommuner i Danmark skal have undersøgt, hvor meget vand deres forsyningers kloakker kan bære, når det regner voldsomt. Det skal tegnes ind på konkrete oversvømmelseskort, så kommunerne ved, hvor de skal sætte målrettet ind for at undgå, at kloakvand løber op i gaderne.

Kravet om de nye kort er en del af et lovforslag, miljøminister Ida Auken har fremsat i Folketinget. Lovforslaget bliver 1. behandlet i Folketinget den 26. oktober.

- Vi skal sikre os mod kloakvand og oversvømmelser i boliger og hos private. For at kunne gøre det målrettet og effektivt skal kommunerne først og fremmest vide, hvor og hvorfor problemerne opstår. Den viden kan kommunerne få med de nye oversvømmelseskort og tage med videre i deres klimatilpasningsplaner til glæde for både husejere og virksomheder, siger Ida Auken.

I den seneste økonomiaftale med kommunerne for 2013 er det aftalt, at klimatilpasning skal indgå i de kommende kommuneplaner.

Vigtig viden for få penge
Spildevandsselskaberne skal udarbejde de nye oversvømmelseskort til kommunerne, da det er dem, der kender kloakkerne bedst. De kan få dækket udgifterne til kortlægningen over vandregningen fra forbrugerne.

Naturstyrelsen vurderer, at den samlede pris for at få kortlagt risikoen for oversvømmelser med kloakvand vil være cirka 29 millioner kroner.

- Det er helt afgørende, at vi får den viden om oversvømmelsesrisikoen for ikke at få en kæmpe regning, når vi næste gang får et voldsomt regnvejr. De nye kort vil give rigtig meget viden for relativt få penge. En gennemsnitlig dansk husstand vil skulle af med et engangsbeløb på 10 kroner. Det, mener jeg, er en overkommelig pris for så vigtig viden, siger Ida Auken.

Mest Læste

Annonce